Billig mobiltelefoni uden fast abonnement. Sådan lyder tilbuddet fra Berlingske Media, der i dag har lanceret berlingskemobil.dk og btmobil.dk.
Mere præcist får læsere og brugere af Berlingskes medier nu mulighed for at flytte og knytte deres mobiltelefoni til en af de to versioner – og opnå forskellige kundefordele som fri trafik på mediehusets nyheds-mobilsider.
– Berlingske Media ser en stor fremtid i mobilen som medieplatform, og derfor er det oplagt og naturligt for os også at tilbyde vores læsere og brugere nogle fornuftige priser på selve telefonien og bredbåndet, siger koncernchef, Lisbeth Knudsen og fortsætter:
– Lige som vi med vores redaktionelle tilbud i avisen og på nettet gerne vil udbygge kontakten og dialogen med kunderne, så vil vi også gerne gøre det via den nye mediekanal, som er mobiltelefonen.
Ifølge teleanalytiker Torben Rune, der er direktør hos Netplan, en it-rådgivningsvirksomhed med vægt på tele og kommunikation, er Berlingskes lancering af mobilselskab helt i tråd med udviklingen.
– Koblingen mellem tjenesteydelser og mobiltelefoni ligger indlysende lige for. Og det er noget man kunne forstille fra næsten enhver serviceprovider, siger han.
Torben Rune peger på banker, som kunne tilbyde deres kunder en gratis opkobling til diverse internettjenester.
– Men det er vigtigt at huske, at det er et meget broget marked at bevæge og begå sig i. Og den der tilbyder servicen er nødt til at erkende, at der på længere sigt skal mere end gratis båndbredde til, siger teleanalytikeren.
Begge mobiltelefoni-selskaber kører efter prepaid-modellen, hvor der kun betales for tale/surf-tid og ikke indgår abonnement, og det er ikke en forudsætning, at man i forvejen abonnerer på nogle af Berlingske Medias aviser eller andre ydelser.
De seneste måneder har mediehusets digital-satsning også resulteret i
applikationer til iPhone, som der skulle være flere på vej af, samt
online-betalingsmagasinet ”Ugen.”