Siden 2014 har klip fra bl.a. populære TV 3-produktioner som ”Familien på Bryggen” og fodboldens Champions League kunnet ses på Ekstra Bladet som led i et web-tv-samarbejde med Nordic Entertainment Group (NENT).
Det er nu ophørt, og NENT har i stedet indgået et samarbejde med Berlingske Media, der medfører, at klip fra dele af Nordic Entertainment Groups indhold fremover kan ses på Berlingskes digitale platforme.
Det gælder for stofområderne sport og underholdning på bt.dk og sport på Berlingske.
Ekstra Bladets digitale direktør, Anders Refnov, oplyser i en skriftlig kommentar til Mediawatch, at Ekstra Bladet ikke havde ønske om at fortsætte samarbejdet med NENT, fordi det ikke gav tilstrækkelig værdi for brugerne.
Han har ingen yderligere kommentarer udover dette, lyder svaret, da Markedsføring kontakter ham.
NENT står for reklamesalget
Det nye video-reklameprodukt fra NENT og Berlingske Media vil blive solgt af NENT. Og her ser Anders Oliver Andersen, VP Digital, Nordic Entertainment Group, den nye aftale som godt nyt for mediehusets nuværende og potentielle annoncører.
– Det vil løfte vores video-reklameprodukt, da vi dermed øger dækningen markant i vores kernemålgruppe, der er de 21-50 årige, siger han og tilføjer:
– Og især mænd i aldersgruppen på sportsområdet.
Han mener, at den redaktionelle linje på B.T. er ”et enormt stærkt match til TV3’s velkendte egenproduktioner”, der som følge af aftalen kan vises klip fra på Berlingske Medias-platform.
Udover klip fra velkendte NENT-produktioner byder det nye samarbejde også på indhold af længere varighed. Det gælder i første omgang ”Costa del Linse”, hvor man kan følge med i Linse Kesslers spanske Bed and Breakfast-eventyr.
Dyrby: En måde at ramme mobilgenerationen på
Hos Berlingske Media glæder man sig over aftalen med NENT.
– Det er en stor styrke for B.T.s videre video-strategi at etablere et fast samarbejde med Nordic Entertainment Group, lyder det fra Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør på BT, i en pressemeddelelse.
– Samarbejdet vil styrke både sport og underholdning for B.T.s mange brugere. Programmerne fra de mange TV3-kanaler passer meget fint sammen med B.T.s øvrige udbud. Samarbejde mellem broadcastere og digitale udgivere er fremtidens måde at ramme ”mobilgenerationen” på, slutter han.