Så sent som i maj opkøbte Fynske Medier – der blandt andet udgiver dagbladene Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis – aktiemajoriteten i det grafiske produktionsbureau Detkoncept. Og i juni app-udvikleren Appfactory.
Og opkøbslysten er ikke stilnet af i det fynske mediehus, som nu også overtager skilte-, print- og marketing-virksomheden Indoor Marketing, der hører hjemme i Odense.
Planen er ifølge en meddelelse fra mediehuset at lægge Indoor Marketing sammen med Fynske Mediers offet-trykkeri SvendborgTryk i løbet af efteråret.
Adm. direktør i Fynske Medier, Jesper Rosener, siger, at opkøbet er en naturlig konsekvens af mediehusets vækststrategi, og at Indoor Marketings produkter passer perfekt sammen med Fynske Mediers offset-trykkeri SvendborgTryk, hvor Indoors stifter og hidtidige ejer, Jacob Vestergaard, nu overtager salgsansvaret.
– Vi skal til stadighed sikre, at vore virksomheder matcher de krav, der stilles til os. Der er intens konkurrence, og vi skal sikre, at vi er skarpe på alle vores forretningsområder, siger Jesper Rosener og tilføjer:
– Det er vigtigt for mig at sige, at det er en virksomhed i god drift, vi køber. Indoor Marketing har gjort det rigtig godt inden for deres forretningsområde, og deres kundeportefølje tæller en række store danske detailvirksomheder, der nyder godt af den høje service og fleksibilitet.
Indoor Marketing har 30 faste medarbejdere og har løst opgaver for detailkæder som Q8, Statoil Fuel & Retail, Shell, Intersport, Home og Tulip.
Jacob Vestergaard fra Indoor Marketing siger, at han er glad for det rygstød, som en god og stor familie kan give.
– Via sammenlægningen med SvendborgTryk vil vore kunder mærke, at vi vil få et styrket og bredere produktprogram herunder en styrkelse af Web to Print konceptet. Vi glæder os til at opleve både udviklingspotentialet og synergieffekten af det nye familieskab.
Fynske Medier udgiver dagbladene Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, samt en række distriktsblade, vejvisere og websites – herunder Gul & Gratis – og driver desuden lokalradio.