Et af landets største mediehuse, JP/Politiken, øger nu satsningen på det programmatiske annoncesalg.

Derfor etableres en ny fælles enhed, der skal udnytte mulighederne på tværs af mediehusets mange sites, både hvad angår programmatisk salg og kommerciel udnyttelse af koncernens dataplatform.

Lederen af det nye kraftcenter bliver ifølge en pressemeddelse Signe Skarequist, der kommer fra en stilling som chef for Ekstra Bladets programmatiske salg.

– Med etableringen af den fælles enhed kan vores forretninger kollektivt udnytte synergierne på tværs af såvel volumen, data-punkter som teknologi. Volumen i både trafik, reach og data er afgørende i konkurrencen med de store, internationale mastodonter på det danske annoncemarked, siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO, JP/Politikens Hus

– Igennem de seneste år har vi investeret massivt i etableringen af vores egen dataplatform og en organisation omkring den. Nu skal vi videre med den kommercielle udnyttelse heraf, fortsætter hun.

Farvel til DUN

Den nye enhed skal også strømline det annoncerelaterede teknologi-flow og optimere annonceafviklingen med fokus på loadtid og dermed brugernes oplevelse af koncernens digitale udgivelser.

Signe Skarequist glæder sig til de nye udfordringer:

– Vi har samlet et virkelig stærkt team, der nu i samarbejde med koncernens forretninger skal skabe det bedst mulige fundament for yderligere digital vækst. Vi kommer for alvor til at bringe vores data i spil med denne løsning og sikrer samtidig et langt højere udviklingstempo, siger hun.

Etableringen af den fælles enhed betyder samtidig at annoncenetværket Dansk Udgivernetværk (DUN) udfases over den kommende periode.

Foruden medierne under JP/Politikens Hus indgik Sjællandske Medier, Boligportalen og Børsen i netværket.