De to bladhuse Politikens Hus og Jyllands-Posten, der fusionerede pr.
1. januar, er snart klar med regnskaberne for 2002. De sidste to årsregnskaber som to selvstændige medieselskaber. I Politikens Hus offentliggøres 2002-regnskabet på en generalforsamling 4. april, mens generalforsamlingen holdes på Jyllands-Posten 31. marts.
Den adm. direktør for Det Fælles Udgiverselskab, Lars Henrik Munch, oplyser, at resultatet for Politikens Hus med bl.a. Ekstra Bladet og Politiken lander på ca. 80 mio. kr. før skat, skriver Jyllands-Posten.
– Det resultat hænger sammen med, at vi med undtagelse af trykkeriet har formået at forbedre husets økonomi overalt. Og da trykkeriet på Rådhuspladsen er ved at blive udfaset til gengæld for et nyt trykkeri i 2004 sammen med Berlingske Tidende i Avedøre, forventer jeg et bedre resultat for dette forretningsområde, siger Lars Henrik Munch til Jyllands-Posten.
Resultatet før skat i 2002 for Morgenavisen Jyllands-Posten lander på et underskud på ca. 20 mio. kr.
– Resultatet er slet ikke så ringe, som det måske kunne se ud, siger Lars Henrik Munch til Jyllands-Posten.
Overfor avisen lægger han vægt på, at Jyllands-Postens resultat på grund af fusionen kun omfatter ni måneder. JPs regnskabsår er gået fra april til marts, mens regnskabsåret for det fusionerede selskab følger kalenderåret.
– Det påvirker selvfølgelig JPs resultat, at første kvartal, som traditionelt har været regnskabsårets bedste, ikke er med. Dertil kommer, at Jyllands-Posten i 2002 havde betydelige engangsudgifter til rationaliseringer, bl.a. fratrædelsesordninger, siger Munch til Jyllands-Posten.