Medierne smelter sammen, eller gør de? Den nye Lommerrapport beskriver på glimrende vis, hvor vi står i dag, og hvor vi måske er på vej hen.

Tekstforfatter Trine Brix fra Sepia Proximity fik sidste år tildelt Lommerlegatet, der giver økonomi til at rejse ud i verden og suge til sig af trends inden for markedsføring – sammen med en pligt til at destillere erfaringerne og udgive dem i en rapport til os andre herhjemme.

Resultatet foreligger nu i en ganske stringent fremstilling, der er værd at læse.

Om mediesituationen tør man vel godt komme med enkelte spådomme. n er, at vi står midt i en tid, hvor mediebilledet bliver revolutioneret. Et par af de andre er, at nogle kommer til at tjene tykt på det, mens andre kommer til at betale. Mange firmaer sikkert med livet.

I det lys er det beundringsværdigt, hvor nøgternt Trine Brix beskriver situationen. For der bliver ikke råbt ulven kommer eller truet med bål og brand, selv om forfatteren ikke helt formår at lægge låg på, hvilken del af branchen hun selv kommer fra – “De færreste massekommunikationsbureauer har gennemskuet mediekonvergensen som en unik genvej fra brandeksponering til adfærdspåvirkning. Og hele branchen som sådan ignorerer…..” Store ord om en hel branche, men lad nu det være. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Resten af rapporten er dejligt velovervejet i sine diskussioner.

Med det udtrykte formål at beskrive situtionen netop nu konvergensmæssigt, har forfatteren valgt at inddele stoffet i tre områder, De Tværmediale Nyhedshus, Det Mobile Internet og Det Interaktive TV.

Ikke ret meget nyt fra Nyhedshusene

Første kapitel handler om den transformation, der sker i den traditionelle nyhedsformidling, fra Jyllands Posten i Danmark til The New York Times, Reuters UK og The Tampa New Center USA. Men det mest overraskende er egentlig, at det tilsyneladende ikke går hurtigere. For når sidstnævnte Florida-baserede nyhedshus har førertrøjen på, ser det ud til at være alene på id‚en om, at huset skal generere nyheder medieuafhængigt og så i øvrigt formidle dem via forskellige media på det enkelte medies præmisser. Men hvad skulle man egentlig ellers gøre?

Trine Brix skriver, at ganske vist er medarbejderne ved de forskellige media samlet i ‚t hus, men de sidder på hver deres etage, og de har ikke det software, der skal hjælpe med at formidle nyhederne effektivt via forskellige media. Og det er altså det hus, der er længst fremme!

For reklamebranchen er det nødvendigt at følge denne udvikling nøje, for hvor nyhederne er, er folks øjne. Og hvor folks øjne er, skal reklamerne være. Derudover begynder nyhedshusene selvfølgelig også at sælge annoncepakker i medier der komplimenterer hinanden. En udvikling, der er logisk, men jo heller ikke revolutionerende. F.eks. er der vel næppe den ejendomsmægler i Danmark, der ikke tilbyder sine kunder annoncering i både online og offline media.

Japanernes mobile erfaringer

I rapportens andet afsnit bliver vi ført pædagogisk godt igennem de forskellige faser i udviklingen af internettets indtog på mobile terminaler. Og naturligt nok koncentrerer Trine Brix sig hurtigt om den japanske standard i-mode. For hvor SMS er en verdensomspændende succes, så har WAP som bekendt skuffet manges forventninger, og 3G værktøjerne som UMTS lader vente på sig. Så i mellemtiden kan vi jo skæve østpå for at se tidlige eksempler på, hvordan vi kan udnytte de nye teknologiske muligheder kommercielt. Også her er det pudsigt at se, at det er gode gamle gennemprøvede rabat, der til syvende og sidst flytter varerne. Mere kompliceret er det jo heller ikke. En videokæde der sender rabatkuponer ud til eksisterende kunder og får flere besøg, konkurrencer og andre promotions, hvor mobiltelefonen tjener som kupon. Jeg har altid syntes, at det er livsbekræftende, at uanset hvilken avanceret teknologi, vi bliver stillet til rådighed, så er det i virkeligheden uendelig banalt, hvad vi vil bruge den til. Og det er også livsbekræftende at læse Trines pointe med, at i-mode er blevet udbredt gennem markedsføring til folk, der IKKE er vant til at bruge internettet. Nørderne skal nok komme af sig selv, så man har koncentreret sig om ikke-internetbrugere, og det er gået over al forventning.

Det interaktive TV

Det er lidt af en uriaspost at fremstille stof, som eksperter er vildt uenige om. For eksempel spørgsmålet om, hvorvidt TV’et og computeren smelter sammen. Trine Brix har gjort en udmærket indsats, men mest set fra en teknisk side. Måske ses der i rapporten for statisk på den rolle forskellige media har vi vores hjem. Trine Brix holder fast i at TV er et socialt medie, hvor Pc’en mere er til individuel, aktiv informations- og underholdningssøgning. Men kan der ikke være et overlap, som man bare ikke er blevet rigtig fortrolig med endnu? Hvorfor kan man ikke se en fodboldkamp, samtidig med, at man på splitscreen’et kan bladrer i statistikker om spillerne, deltager i interaktive konkurrencer og byder online på kampbolden – NETOP når man sidder med sine venner og ser kampen? Jeg tror i høj grad, at det er d‚r, vi vil se den nye udvikling. Det er ikke et enten eller. Og om det så er et TV, der kan det samme som en computer, eller en computer der kan vise TV-programmer – er det ikke ligegyldigt?

Appetitten kommer mens man læser

Der er mange godbidder at hygge sig med, men omvendt trækker en del unøjagtigheder fra. Som når “Status quo” gentagne gange bliver brugt synonymt med “Status” og når en milliard i farten bliver til en billion. Bevares, det er kun en faktor 1.000 til forskel, men alligevel.

Nå, men det skal ikke ødelægge det gode helhedsindtryk. Og som alle gode rapporter åbner den for flere spørgsmål, det kunne have været rart at læse mere om. Ikke mindst, fordi det igen og igen i rapporten bliver gentaget, at det er godt at vide mere om sine kunder. Det kunne være sjovt at få bud på: “Hvor meget er det lønsomt at vide om sine kunder?” eller “Hvis det er ulovligt at bruge adfærds-data om en enkelt kunde, er det så lovligt at segmentere så snævert, at der til sidst kun er en enkelt kunde tilbage i et segment?”. Eller det spørgsmål, jeg selv er mest spændt på i fremtiden. Spørgsmålet om, hvad fejlagtige eller forældede data vil gøre ved de gyldne CRM løfter, når data gemmes, beriges og kombineres igen og igen med fejlmultiplikation til følge. Men det er nok et statistisk spørgsmål og dermed måske mere et emne for en Lomborgrapport.

Trines Brix’ rapport er interessant læsning og et værdigt bidrag til mindet om Ole Stig Lommer. God fornøjelse.