Det bliver et mediecirkus uden lige, når danmarkshistoriens største svindelsag med Stein Bagger i hovedrollen begynder i næste uge.
For at styre løjerne har retspræsidenten for Retten i Lyngby besluttet, at hvert medie kun kan få to pladser i retssalen.
– Det gør vi for at være sikre på, at et bredt spektrum af medier får adgang til at dække sagen. Det er suverænt den største sag hvad angår mediebevågenhed, og derfor har vi også flyttet sagen til en større retssal, siger Flemming Schønnemann.
Han understreger, at det endelige tal for antallet af tilhørere endnu ikke er gjort op, men han forventer, at der vil være stole til alle fremmødte.
– Jeg tror ikke, at der bliver pladsproblemer. Der bliver i hvert fald mere end 60 tilhørerpladser i det hele, og det er væsentligt mere end normalt, siger Flemming Schønnemann.
Retssagen mod den tidligere IT-Factory direktør Stein Bagger, der står tiltalt for groft bedrageri for mindst 831 millioner kroner, er berammet til den 10 – 12. juni.
Strafferammen i sagen er otte år, men ved skærpende omstændigheder kan anklagemyndigheden kræve en tillægsstraf på 50 procent. Den endelige anklage mod Stein Bagger er stadig ukendt.
Den seneste store sag ved Retten i Lyngby var fire kineseres kidnapning af den femårige Oliver.
/ritzau/