Stormogul betyder på persisk en regerende fyrste af Indien; man har ikke kendskab til moguler uden storhed. Mediemogulerne er vor epokes fyrster, og en tycoon som Rupert Murdoch har hele verden som sit kejserdømme. Hans kollega Berlusconi styrer nu den italienske stat og har i så henseende drevet det videre end den engelsk-australske magnat Murdoch, hvis søn står klar til at arve dynastiet. På samme måde var Robert Maxwells arvinger – er der stadig nogen, der husker denne topsvindler? – for så vidt rede til at køre Express-imperiet videre; desværre havde farmand jo sat det hele over styr, og til sidst faldt han selv overbord fra sin lystyacht Ghislane efter at have soldet de ansattes pensionsopsparing op. Alene kaviar belastede husholdningsbudgettet med omkring 3/4 millioner kroner årligt. Og så tørrede denne fine helikopterejer sig konsekvent bagi med hvide frottehåndklæder.

Om disse tre herrer – sidstnævnte fik sit sidste hvilested i Israel, der sagde ham tak for diverse tjenester, herunder våbenleverancer, med en officiel statsbegravelse – kan man sige, at de selv lagde grunden til deres konglomerater. Derved adskiller de sig fra de ansatte topfunktionærimperiebyggere, der i den seneste tid har måttet gå fra borde i verdens største mediekoncerner. Det drejer sig om Jean-Marie Messier i Vivendi, Thomas Middelhoff i Bertelsmann og Bob Pittmann og AOL-Warner. Når dette læses kan Majorie Scardino fra Pearson-gruppen (Financial Times m.v.) og Steve Case fra AOL-W være blevet ofret til guderne.

Disse fyringer er udtryk for grundlæggende strategiændringer, fremkaldt af en gryende erkendelse af, at fusionsgrådigheden på en række punkter har spillet fallit, og at den vilde satsning på internettet ikke foreløbig vil give et afkast, der blot tilnærmelsesvis rammer de vilde vækstmål, der dannede grundlag for kursoppustning.

Uvilkårligt må man spørge, hvad der egentlig blev af synergieffekten ved disse maniske virksomhedsopkøb. Kombinationen Time og Warner var i sig selv diskutabel, at sætte AOL i toppen af kransekagen gav nogle uforudsigelige kulturkonflikter, og der var ikke penge i det.

Megalomanerne har konsekvent spillet hazard med aktionærernes penge, samtidig med, at de har forstået at berige sig, selv i nødens stund. Vivendi-manden skulle fx have 150 millioner kroner for at gå, og han fik dem, skønt mange ville mene, at han burde opholde sig i en af den slags lokaliteter, som vor egen Kurt Thorsen netop drømmer om at Sønderommebygge.

Jubelen i internationale finanskredse og deres talerør kendte ingen grænser, da mediekoncernerne holdt bunkebryllup i en vild dødedans omkring stordriftsfordele og magt. Småt var skrot, nu skulle der big balls på suppen. Enorme summer blev betalt og belånt for rettigheder til sportsbegivenheder, og det blev en dyd at finde, fusionere og finansiere. Villigt dansede bankerne med, for de regnede med at kunne gigantiske profitter som belønning for deres visionære vovemod. Aktier røg i vejret, og de altid hjælpsomme rådgivere tøvede ikke med at anbefale. Imens udviklede de fingernemme direktører deres egne selvbetjeningsprincipper, hvorved de ved hjælp af aktieoptioner og revisorregnedrenge kunne rage til sig.

Nu skal der ryddes op og fyres og siges undskyld og sagsøges og nedsættes genopretningsgrupper, der skal vaskes rent og muges ud og iværksættes kontrolsystemer, bestyrelser skal ransage sig selv og være forberedt på ransagning, og så vil den slags griseri aldrig gentage sig. Never, never!

Selv pressen anvender ordet “historisk” om et hvilket som helst hundevæddeløb, så tør man godt kalde mediemogulen Silvio Berlusconi en “historisk” skikkelse, da det ikke tidligere i historien er set, at indehaveren af en landsdækkende tv-kanal plus alt muligt andet bliver valgt til premierminister. Men bevares – borgmester Bloomberg i New York ejer det succesrige nyhedsbureau af samme navn. En trend?

I fortiden, da hvert parti havde sit eget dagblad i hver by, sad der redaktører i Rigsdagen. Det var en naturlig konsekvens af datidens politiske mekanik. Vi har haft en cigarsorterer, en landmand, en lagerarbejder og flere akademiske hjerner i spidsen, men aldrig en chefredaktør eller mogul. Tanken kan end ikke tænkes (som Mogens Lykketoft i en ganske anden anledning sagde til bornholmske oprørere, der krævede særskatteordninger). Desuden må en minister ikke ligge og køre en forretning ved siden af sit ombud, heller ikke pr. stråmand.

Vi elsker Italien. Vi frygter, at det i forvejen ustabile styre kan blive udsat for rystelser, som igen kan fremkalde panikhandlinger. I en given situation kan det føles nødvendigt at suspendere forfatningen. Man kan kun gisne over, hvordan Den Europæiske Union vil kunne tænkes at ville reagere på, at en medlemsstat indfører militærdiktatur. Ja, det er ingen beskyldning, blot en geoteoretisk strøtanke.