Forsikringsselskaberne er klar til at bøje policerne, når de har mediernes fulde opmærksomhed. Senest har TrygVesta tilbudt at dække sodskader efter bål og brand i gaderne på Nørrebro, som kunderne normalt selv ville hænge på. Det sætter uheldige forsikringskunder i andre dele af landet i en urimelig situation, mener Forbrugerrådet.
– Problemet er, at det giver uklare retningslinjer, siger Anne Dehn Jeppesen, jurist i Forbrugerrådet.
Anne Dehn Jeppesen mener på den ene side, at den ekstraordinære dækning er god for dem, som ellers kom i klemme, men at man ikke skal være blind for, at forsikringsselskaber bestemt ikke driver velgørenhed.
– Selskaberne har en enestående chance for at få noget god reklame på denne her måde. De fremstår alfaderlige og velgørende, siger hun.
TrygVesta har senest tilbudt ekstraordinær dækning efter vandforurening i Køge, fygesne, og sodskader efter urolighederne på Nørrebro. Selskabet tilbød også ekstraordinær kulancedækning efter fyrværkerikatastrofen i Seest – og det samme gjorde en lang række andre forsikringsselskaber.
/ritzau/