Danske Medier forbereder skrappere overholdelse af EU’s samtykkekrav for de små digitale sladrehanke, cookies, hvilket kan koste netmedier dyrt.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Der kan blive tale om alt fra at ofre mere af den dyrebare netforside på at informere om cookies til i værste fald at afkræve brugere et eller flere aktive samtykke-klik, lyder de nye toner fra mediernes brancheorganisation Danske Medier, der i øjeblikket forhandler med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om den konkrete model.
Dermed er Danske Mediers ”Mine Cookies”-tiltag – en frivillig mærkningsordning – tilsyneladende blevet vejet og fundet for let.
I Erhvervs- og Selskabsstyrelsen siger kontorchef Brian Wessel til Børsen, at det i bund og grund handler om, at Danske Medier skal præsentere en model, der lever op til reglerne.
– Det er ikke godt nok, det de er kommet med, siger han bl.a. og fortsætter: ”Der er helt klart krav om, at der skal være forudgående samtykke – det er der slet ingen tvivl om, hverken hos EU-Kommissionen eller i andre lande, siger han.
Børsen