I disse måneder strikker de gamle medier betalingsmure sammen efter diverse gammeldags modeller. Betaling for dit, og betaling for dat. Men det er så Old School, at det trodser enhver logik:

– Broadcast-modellen for kommunikation er forældet. Push erstattes af Pull. Blandt andet derfor er de gamle medier truede, sagde Christiane Vejlø, initiativtager til elektronista.dk.

– Når man kan strikke sin egen nyhedstjeneste sammen via Zite.com, er det indlysende, at traditionelle medier er og vil vedblive at være under pres, fortsatte Tim Frank Andersen, stifter og bestyrelsesformand for In2Media.

Martin Bjergegaard, en anden digital iværksætter, påpegede, at Schibsted i Norge nu tjener menneskepenge på digitale medier. Ifølge Schibsteds egne tal er koncernen gået fra at hente 29 pct. i 2010 til 37 pct. af indtjeningen online i første kvartal i år.

– Traditionelle medier producerer for megen content, der aldrig bruges igen, mente Tine Thygesen, stifter af Everplaces og Founders House, før han fortsatte: ”Der er rigtig mange penge i content, men det skal pakkes ind på en ny måde. Betalingsmure er en panikløsning.”

I det hele taget afspejler de traditionelle medier den angst, der gennemsyrer mange konservative mediehuse. ”Hold-fast-på-mit-content” er en uddøende tankegang, og som grundlag for en forretningsudvikling dur modellen ikke.

Flere talere påpegede fx, at også tv-stationerne skal tænke nyt. Et lille teknisk element som ”Split-Screen” eller ”Second Screen” vil bl.a. revolutionere tv-seningen. Når forbrugerne kører Barnaby i den ene side og Twitter, apps og andre medier rundt om på de 42 tommer, ændrer seningen karakter.

Og så sluttede Martin Bjergegaard af med at sige: ”Giv os flere nye tjenester, ikke programmer. Det skal være muligt at finde de programmer, der interesserer en. Ellers holder forretningsmodellen ikke.”