I tidligere regeringsgrundlag har der været et særligt afsnit om medier, der beskrev mediernes betydning for det demokratisk samfund – og fremhævede ytringsfrihed og informationsfrihed som fundament for folkestyret. I det nye regeringsgrundlag ”Mulighedernes samfund” er medier alene nævnt i to linier i afsnittet om ”Et levende kunst-, kultur- og idrætsliv”.
De to liner omhandler salget af TV2, hvor det fremgår, at ”regeringen agter at privatisere TV2/DANMARK A/S, efter at der er afsagt dom i de verserende sager ved EF-domstolen”.
Spørgsmålet om ytrings- og pressefrihed nævnes alene i afsnittet om demokratisk integration.
Man kan spørge, om de manglende ord om mediernes betydning for demokratiet kan fortolkes som strategisk kommunikation fra regeringens side, der skal gøde jorden for en beslutning om at sanere mediestøtten på godt 5,5 mia. kr.? Den støtte er ved at blive kulegravet ved medieforskerne Anker Brink Lund og Preben Sepstrup, og de forventes at barsle med en rapport 2009.
Fortsat annoncevækst for fagblade og tidsskrifter
Mediebureauernes omsætning af annoncer til fagblade og tidsskrifter var i årets første 10 måneder 14 pct. højere end i den tilsvarende periode i 2006, viser Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforenings (DRRB) nyeste mediaindex. Kun internettet viser en større omsætningsstigning med 59 pct. for de 10 måneder.
Væksten for de øvrige mediegrupper er TV 4 pct, Radio 9 pct., Biografer 6 pct., Lokale ugeaviser 5 pct. – mens annonceomsætningen for Dagblade var den samme som sidste år og for Magasiner og Ugeblade var den 2 pct. lavere.
cwl