De øverste chefer hos landets 50 største medier er blevet inviteret til stormøde på Børsen den 2. juni. Anledningen er lanceringen af Mediatrade, en ny åben booking- og faktureringsstandard, der er udviklet af mediabureauerne i DRRB, Berlingske Medier og JP/Politikens Hus i fællesskab med softwarevirksomheden Progrator|Gatetrade.
Formålet med den nye reklamestandard er en effektivisering af ordregangen, idet systemet bygger bro mellem mediabureauernes og mediernes økonomisystemer, således at annoncebooking og automatisk fakturering kan finde sted. Det skriver DRRB i en pressemeddelelse
– Mediatrade repræsenterer fremtidens forretningsgang mellem bureauer og medier, og forventningerne er, at Mediatrade allerede i løbet af 2010 vil overtage de traditionelle annoncebookingmetoder, siger Michael Thim, adm. direktør i Initiative Universal Media og formand for Mediabureau-udvalget under DRRB.
Ulrik Falkner Thagesen, adm. direktør for Mediacom og ligeledes medlem af DRRBs Mediabureau-udvalg, glæder sig over lanceringen:
– Mediatrade vil medføre en lang række effektiviseringer hos såvel medier som mediabureauer, og vi regner med, at rigtig mange vil møde op for at høre mere om standarden den 2. juni, hvor vi får sparket projektet ordentligt i gang.
Informationsmødet om Mediatrade finder sted den 2. juni kl. 9.00-12.00 i Bibliotekssalen, Børsen, 1217 København K.
ac