Teknologi- og gadget-orienterede websites i Danmark og Sverige får nu et fælles annoncenetværk med medievirksomheden Mediaprovider som drivkraft.
MP Tech Network indeholder ved lanceringen 20 hjemmesider, der alle henvender til mænd, som er interesserede i it, mobiltelefoni, forbrugerelektronik, spil og teknik.
– Vi ved, at de relevante annoncører kan lide idéen om fokuserede netværk med homogene målgrupper, fordi muligheden for at målrette kommunikationen og dermed en lavere kontaktpris er til stede, siger administrerende direktør Ulrik Krag, Mediaprovider.
Salgschef hos Mediaprovider i Danmark, Nikolaj Ilievski, tilføjer:
– Samtidig må vi konstatere, at de gængse, brede annoncenetværk har svært ved at tilbyde annoncørerne klare målgruppeprofiler og en relevant redaktionel sammenhæng. Med MP Tech Network tilbyder vi annoncøren større træfsikkerhed i en attraktiv målgruppe og frem for alt et kommercielt budskab i en relevant redaktionel sammenhæng.
I Danmark udgiver Mediaprovider magasinerne Zoom, Mobil, Gear og Computer Reseller News samt onlinetjenesterne comon.dk og mediamac.dk.