Efter nogle års succes med det Mantra-skabte ”Meet the Silvans” er det tid til at opbygge og lancere et kommunikations-univers, der møder den aktuelle markedssituation. Silvan har i et tæt partnerskab med envision udviklet den nye strategi, som går i luften i løbet af de kommende måneder.

– Vi valgte at indlede samarbejdet med envision, fordi vi havde brug for en partner, som kan sætte sig ind i og forstå vores forretning – og som kan sparre med vores inhouse produktionsbureau, siger marketingchef Susanne Christensen fra Silvan.

– Hos envision får vi en stærk cocktail af strategisk rådgivning, kreativitet, forbrugerindsigt og forretningsforståelse. Og vi er snart klar til at rulle en kampagne ud, hvor vi udnytter de stærkeste virkemidler i forhold til de aktuelle forbrugertendenser.   

– Som indkøbere skal vi jo virkelig være helt afklarede ift. kravene til vores partnere på bureausiden. Og vi har gjort op med os selv, at vi ikke skal bruge kreative gøglere, der kan trække en kanin op af hatten, men stærke rådgivere, som virkelig forholder sig til, hvor vi er, og hvor vi gerne vil hen med forretningen og vores relationer til kunderne, fortsætter Susanne Christensen.

Et nyt kommunikation, siger du. Betyder det, at ”the Silvans” skal skrottes?

– Nej, langt fra. Hvor mange bureauer næsten som standard forslår, at man visker tavlen ren, når man starter et samarbejde, har envision anbefalet, at vi tværtimod holder fast i vores gode momentum – baseret på ”Meet the Silvans.”

Hvori består det nye?

– Vi fokuserer på at synliggøre af værdien i Silvans tre vigtigste ”løfter til vores kunder”. Hvad de tre kundeløfter konkret er, må du vente med at se, indtil vi går i luften. Men de ligger i forlængelse af ”Meet the Silvans,” der jo fortæller, at medarbejderne er vore vigtigste ambassadører. Og inden du spørger, så fastholder vi trykket på tv-kommunikationen, slutter Susanne Christensen.

En fjer i hatten til envision

Samarbejdet med Silvan afføder naturligvis taknemmelighed hos envision, og understreger vigtigheden af, at kommunikationsstrategier forankres i kerneforretningen.

– Vi er blevet fodret med store mængder interne analyser og forretningskritiske data fra nøglemedarbejdere – og har i det hele taget mødt en usædvanlig åbenhed. Denne åbenhed har i sig selv været et meget værdifuldt aktivt ift. det strategiske arbejde, fortæller Kontaktchef Tomas Olesen fra envision.

Hans chef uddyber:

– Vi er rigtig glade for og stolte af vores samarbejde med Silvan. Der er tale om en meget spændende opgave – og et inspirerende samarbejde, som bekræfter vores strategi om at gå endnu stærkere ind i den enkelte kundes forretningsstrategi, siger adm. direktør Mona Juul.

Om Silvans åbenhed i processen, tilføjer hun:

– ”Indsigt” er og bliver nøgleordet for vores rådgivning af kunderne – og det gælder både ift. vores kunder og deres målgrupper. Hvis vi skal yde optimal rådgivning til en kompleks og ambitiøs virksomhed som Silvan, skal vi have alle kortene på bordet, så vi virkelig kan byde ind med værdiskabende strategi og kreativitet. Det er herligt at samarbejde med kunder, som reelt ser kommunikationen som en integreret del af forretningsstrategien, slutter Mona Juul.