Hvis du godt kan li’ musik skal du ikke se for meget TV op til højtiden. Vi starter med et kort resume med udvalgte citater fra en tilfældig aftens reklameblok:

“Over 70.000 danskere har købt den!“ (Helmut Lotti Classics).
“Så er den her!“ (Greatest hits med en jydetroubadur der bor på Samsø).
“I butikkerne nu!“ (husker ikke afsender).
“Hør godt efter!“ (Panfløjte Moods 8).
Pladeselskaberne er kørt fast i en selvskruende ond cirkel. Dilemmaet er, at der ikke kan sælges plader uden TV, og det betyder at seerne ofte kan tælle op til 7 musik-spots i samme reklameblok. Uden TV er det umuligt at få en CD på top 20, og derfor kappes pladeselskaberne om sendetiden udfra devisen, om hvad der sættes til på gyngerne hentes ind på karusellen.
Hvis man ser på fænomet de sidste par år, var der på de kommercielle kanaler i 4. kvartal ’98 ca. 90 musik-kampagner. I ’99 steg antallet til over 150. Altså alene i 4. kvartal. Samtidig repræsenterede under 1/5-del af disse kampagner 1/2-delen af CD-salget i samme kvartal! Det vil sige majoriteten af musik-kampagnerne aldrig tjente sig hjem. Og det gør de stadig ikke.
Flere faktorer påvirker musikindustrien. Detailhandelen skeler i høj grad til det kampagnetryk, der lægges i en udgivelse, før den finder nåde til hylden i butikken, og derfor kræver fx FDB et solidt TV-tryk for overhovedet at tage en CD ind i butikken. Mange af kampagnerne bygger på såkaldte split-risk aftaler med TV2 og TV3. Kort fortalt betaler man fx kun 50% kontant af en kampagnes reelle værdi up-front, og hvis salget af CD’en fra den pågældende kampagne overstiger x-antal eksemplarer, som er aftalt på forhånd, udbetaler pladeselskabet herefter en bonus til TV-stationen for hver CD der sælges derudover. Denne “returkommission“ kan være fra 2 til 20 kr. pr. solgt enhed, men varierer meget afhængig af kunstneren, og hvilken årstid spottet kører.
Tro nu ikke det er småpenge, der bruges. I år spår branchefolk, at antallet af musik-kampagner på TV vil runde 200 i 4. kvartal. For at nå et ordentligt tryk skal en kampagne op på min. 300-400 TRP, men der findes eksempler, hvor man har rundet 900 TRP. Lad os sætte prisen for en kampagne til gennemsnitlig 1 mio. kr. brutto; Så knaldes der altså et par hundrede millioner af på musik-annoncering på TV. For det samme beløb kunne musikindustrien have betalt driften af TV2 Zulu i 3-4 år… (som i øvrigt ikke har et musikprogram?).
Og det fører frem til et andet paradoks. Der er stort set ikke nogen musik-programmer på TV. Lidt Voxpop om eftermiddagen hvor kids’ne sidder foran computeren, og et andet program ugentligt hvor det er værten, fremfor musikken, som er i centrum. Desuden er de redaktionelle flader i de elektroniske medier musikalsk set meget snævre, og kun den bredeste pop får spilletid. Der er med andre ord heller ikke nogen redaktionel dækning på TV at støtte sig op ad for pladeselskaberne.
Samtidig ved alle, at TV ikke er et specielt godt medie til at nå unge. Tommelfinger-reglen siger, at TV trives bedst i målgruppen +35, hvor der ikke er mange købere til den nye Funkstar Deluxe-CD. Dem, der tjener rigtigt godt på denne situation, er TV-stationerne, mens musikbranchen år efter år byder hinanden op. For udenforstående er det svært at gennemskue logikken, men man kunne starte med at højne det kreative niveau i spottene, og stille et krav om en reel dækning af musik på TV. Og derefter kigge på andre medier, hvor der er masser af musik. Internettet og print, til eksempel.