Luftskibe solidt forankret 20 km oppe i den blå luft var et af de helt varme emner på den tredje internationale konference for luftskibsteknik, der blev afholdt med det hæderkronede Zeppelin-selskab som vært. Luftskibene skal under akronymer som HAVE (High Altitude Very Long Endurance Platform) fungere som knudepunkter for fremtidens bredbåndsnet.
Nede i den hjemlige andedam håbede den danske regering, at den kunne hive milliardgevinster hjem i afgifter fra en planlagt auktion over licenserne til det kommende 3. generations UMTS-system til mobiltelefoni og datakommunikation. Dagspressen var næsten rørt til tårer i begejstring over de uanede muligheder for trådløse bredbåndsnet i UMTS, hvor man angiveligt kunne se videofilm i biografkvalitet med 2 Mbit/sekund. Til gengæld rystede teknikere hos teleselskaber og ministerier med deres på det tørre opgivende på hovedet.
Kendsgerningen er nemlig, at der under teknisk optimale omstændigheder højst er 2 Mbit/sekund til deling for alle UMTS-brugere i et givet område. Det er kun ganske få potentielle brugere, der kan forventes at ville punge ud for de i snesevis af samtidige mobiltelefonsamtaler, som denne overføringskapacitet svarer til – og da slet ikke i så lang tid, som en typisk film varer.
Desuden er det højst tvivlsomt, om de kommende UMTS-operatører vil give enkeltbrugere lov til at blokere for hele den tilgængelige kapacitet i et område. Mobiltelefon-selskaberne har nemlig hidtil ikke lukreret på det fåtal af kunderne, som er villige til at betale tårnhøje priser; men på volumen fra de mange, for hvem nogle få kroner et par minutter dagligt ikke betyder alverden. Lufthavne vil derfor formentlig blive de eneste steder, hvor der vil være tilstrækkeligt mange højtbetalende kunder på et tilstrækkeligt lille område til at gøre de enkelte UMTS-dækningsområder så små, at ægte bredbånd overhovedet kommer på tale for mobiltelefoni.
I sidste ende er og bliver det hele et spørgsmål om, at nogen skal være villige til at betale, hvad det koster. Det er allerede nu teknisk muligt at levere visionen om bredbåndsnet til alle ved hjælp af kendt teknologi; men det kommer til at koste milliarder af kroner, hvis hele landet skal dækkes.

UUDNYTTET KAPACITET
Til overførsel af massive datamængder over store afstande anvendes i dag næsten udelukkende lyslederkabler, og det vil der næppe blive ændret på. Et lyslederkabel kan nemlig indeholde et stort antal optiske enkeltfibre, og hver eneste af disse har en enorm overførselskapacitet til både data og telefonkanaler.
Moderne lyslederkabler er tilmed forholdsvis billige i pris, mens det er dyrt at grave ledninger ned. Derfor har ikke bare tele-, men også el-, antenne-, gas- og jernbaneselskaber i mange år lagt masser af lyslederfibre ned, når de alligevel skulle grave. Det har de kunnet gøre temmelig ukritisk, fordi lyslederkabler kan anvendes i begge retninger over lange distancer uden forstærkerstationer, samtidig med at de ikke forstyrres af magnetiske og elektriske felter på samme måde som traditionelle kabler.
Derfor er der blevet masser af uudnyttet kapacitet i den overordnede infrastruktur, og det har medført, at transmissionskapacitet over mellem- og lange distancer løbende er faldet i pris. Ændringen i omkostningsstruktur giver mulighed for at tilbyde ens minuttakst for hele landet, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før tendensen i retning af faste månedlige takster (flat rate) for internet-opkoblinger slår igennem for almindelig indenrigstelefoni på fastnet.
For det sidste stykke “rå kobber“ fra centralerne til de enkelte abonnenter er situationen ikke helt så rosenrød. For det første sidder TeleDanmark endnu med et reelt monopol på abonnentledninger hvis man ser bort fra fællesantenneanlæg, og for det andet er denne del af telenettet slet ikke konstrueret til datatransmission. Den tredje faktor er imidlertid nok så væsentlig – det vil være vanvittigt dyrt at skifte samtlige abonnentledninger i hele landet ud til bredbåndsforbindelser.
Produktchef Tor Ottens fra TeleDanmark sagde for nylig åbent på et seminar, at det er forretningsmæssigt urealistisk at dække abonnenter i yderområder med bredbåndsforbindelser – og her taler vi i bedste fald 2 Mbit/sekund på eksisterende kobberkabler, som i følge Telestyrelsen udgør grænsen mellem “højhastighed“ og “bredbånd“. I øjeblikket er omkring 60 procent af alle danske telefonabonnenter forbundet til en central, hvor de ved hjælp af et såkaldt ADSL-modem kan blive tilsluttet med maksimalt 2 Mbit/sekund over eksisterende abonnentledninger; men udviklingen forventes at gå i stå ved en dækning på omkring 80 procentaf husstandene i 2003.
Årsagen er, at det i hvert enkelt tilfælde er en gennemmåling af den pågældende abonnentledning, der afgør hastigheden – og den maksimale hastighed falder drastisk ved afstande på mere end nogle få km. På landet vil kapaciteten ofte ligge på de 128 kbit/sekund (en almindelig dobbelt ISDN-forbindelse), som abonnentledningerne egentlig er dimensioneret til. Selv om man i bymæssigt bebygget område i løbet af nogle få år måske vil kunne komme op i nærheden af 10 Mbit/sekund på eksisterende abonnentledninger, vil det kræve milliardinvesteringer at dække de 20 procenti restgruppen på landet med blot 2 Mbit/sekund.
De tekniske muligheder foreligger selvfølgelig – for eksempel i form af nye kabler og/eller nye geografisk spredte undercentraler, samt i visse tilfælde kortdistance “fixed wireless access“ (herunder 2,4 GHz Bluetooth) eller satellitbaserede løsninger. Spiller svartiden på dataforespørgsler (interaktivitet) ikke nogen særlig rolle, kan man også forestille sig at udnytte døde øjeblikke med momentan overkapacitet i mobiltelefonisystemer og radiospektrum i broadcast-sendere til “drypvis“ datacasting (digital merværdi). De radiobaserede løsninger lider imidlertid under, at det altid har været nødvendigt at være karrige med det stærkt begrænsede radiospektrum, og de vil derfor kun kunne dække små grupper.

FLASKEHALS
I lighed med kabler har radiobaserede løsninger en begrænset overførselskapacitet, der imidlertid er langt mere snærende end for kabler, fordi transmissionsvejen (radiospektret) ikke kan genbruges i et givet geografisk område. Derfor kan man ikke forøge kapaciteten på samme måde, som man kan forøge kapaciteten i et lyslederkabel ved at lægge flere optiske fibre i den samme kabelkappe.
Hvor en kortbølgesender i princippet kan forstyrre alle andre sendere over hele kloden på samme frekvens, kan analoge FM- og TV-frekvenser genbruges med få hundrede km afstand – og i avancerede digitale systemer som 3. generations mobiltelefonisystemet UMTS kan man genanvende samme frekvens i naboområder med kort afstand mellem sendermasterne. Kunsten består i alle tilfælde i at holde hinanden uvedkommende transmissioner adskilt.
Jo mere komplekse systemerne bliver, jo større er risikoen imidlertid også for, at de bryder helt eller delvis sammen, hvis forudsætningerne brister. Derved formindskes kapacitetsgevinsten. De opreklamerede 2 Mbit/sekund i UMTS-systemet er et strålende eksempel, da de kun gælder under en række ideelle forudsætninger: frit sigt, ingen refleksioner, ingen bevægelse (fading), minimal fejlkorrektion og ingen andre brugere – forudsætninger, der i praksis kun er opfyldt, hvis brugeren står ensom og ubevægelig på en åben mark lige ved siden af senderen. I alle andre tilfælde bliver den reelle kapacitet mindre.
Hertil kan optimister indvende, at “datacasting“ over en af de nye digitale TV-sendere (DVB-sendere) kan nå op på 21 Mbit/sekund, og at offentligt tilgængelige satellitsystemer i øjeblikket tilbyder op til 48 Mbit/sekund. Problemet er imidlertid, at disse systemer altid vil have flere samtidige brugere på grund af de store geografiske dækningsområder. Den begrænsede kapacitet vil derfor hurtigt kunne mærkes, idet blot en enkelt digital TV-kanal typisk sluger 5 Mbit/sekund. Skulle man dække 20 procent af befolkningen (svarende til restgruppen for ADSL på eksisterende abonnentledninger) ved hjælp af satellitter, vil det i følge Kulturministeriets arbejdsgruppe vedrørende digitalisering af TV-sendernet kræve 1.250 satellitter at tilbyde alle en fast 2 Mbit/sekund forbindelse; mens en ADSL-lignende forbindelse med en koncentrationsfaktor på 100 “kun“ vil kræve 13 satellitter (svarende til en stor del af den eksisterende satellitkapacitet over Europa).
Spørgsmålet er også, om det bliver nødvendigt.

SVENSKE TILSTANDE
I Sverige planlægger den statslige svenske IT-kommission bredbåndsnet til hele det langstrakte folkehjem inden fem år. Alle skal have mulighed for at vælge mellem flere konkurrerende leverandører af 5 Mbit/s-forbindelser til priser, der skal ligge på samme niveau som et buskort. Ingen skal holdes uden for, og holdningen hos chefen for IT-kommissionen Hans Wallberg er, at staten er nødt til at handle, hvis Norden skal befæste sin stilling som Europas ledende IT-område.
Den må vi længere ud på landet med i Danmark – men det kommer vi næppe uden nye abonnentledninger i landdistrikterne, og dermed heller ikke, hvis ikke enten politikere eller lokalbefolkning efterspørger varen ægte bredbåndsnet (mindst 2 Mbit/sekund) nok til at ville betale for den. Selv hvis det skulle blive tilfældet, vil infrastrukturens “backbone“ alligevel komme til kort, hvis en stor del af de danske husstande skulle få den idé at se hver sin spillefilm i høj opløsning samtidigt.
I landet, der fostrede navnefaderen til den internationale enhed for trafikintensitet – den fra folkeskolens logaritmetabeller bekendte Erlang – er det imidlertid nemt at regne ud, at det meste af befolkningen kun vil interessere sig for nogle få forskellige film samtidigt. Da langt størsteparten af disse transmissioner tilmed er rettet mod brugeren, kan trafikken reduceres ved automatisk at bufferlagre de tilhørende (og sjældent ændrede) data i bredbåndsnettets knudepunkter på samme måde, som man kender det fra en “cache“ på sin harddisk. Den samme teknik kan også benyttes til drypvis, spekulativ transmission via datacasting over digitale TV-sendere til lokale lagre i avancerede settop-bokse af film og andre data, som må forventes at have en tilpas stor del af befolkningen som brugere.
De nye metoder til at komprimere video kommer også til undsætning. Med de seneste “codecs“ til videokomprimering er det nu muligt at transmittere i nær VHS-kvalitet med omkring 600 kbit/sekund, og det vil formentlig snart kunne lade sig gøre ned til omkring 100 kbit/s svarende til en almindelig dobbelt ISDN-abonnentledning. Måske dét bliver løsningen, der skal redde landbefolkningen fra at blive ladt i stikken af den nye IT- og multimedie-revolution. Bredbånd er det dog ikke – og det vil også være at strække sin troværdighed vel langt at kalde det for højhastighedsforbindelser.
Men når det virker, bliver det til at betale. Og hvis den gamle regel om, at “content is king“, står til troende, er det vel ikke så galt.