Flere års vækst i den internationale omsætning hos de danske entreprenører, arkitekter og rådgivende ingeniører er nu afløst af tilbagegang. Det viser årsopgørelsen for branchens eksport i 2009, der offentliggøres i dag. I alt eksporterede branchen for 16,3 milliarder kroner i 2009. Det er 300 millioner kroner mindre end året før.
En tilbagegang der kommer efter flere år med konstant vækst. Tilbagegangen er især gået ud over de nordiske og europæiske markeder, og derfor er markeder som Mellemøsten, Asien og Nordamerika nu klart mere afgørende for arkitekterne og ingeniørerne end på noget tidligere tidspunkt. Henrik Garver adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, vurderer, at det værste af krisen nu er forbi for ingeniørbranchen:
– Vores medlemsvirksomheder begynder nu igen at se fremad, og de er i stand til at fastholde ordremængden og beskæftigelsen. Alt i alt er der udsigt til lidt mere lønsom drift fremover, siger Henrik Garver.
I entreprenørbranchen vurderer man, at det netop er aktiviteterne i udlandet, der skal være med til at trække branchen ud af krisen.
Business.dk