Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord), september:Vi klatrer ombord i den potente Toyota Landcruiser, som byder på 4-hjulstræk, slæbegear og spil til selvhjælp, hvis det skulle gå galt.
Vi skal til indlandsisen og kører snart med pæn fart langs elven, som brun og brusende har sat kurs mod fjorden med smeltevand fra iskalotten.
Efter få kilometers kørsel bliver grusvejen til jordvej, som snart reduceres til hjulspor. Toyota’en får lov til at vise, hvad den kan. Den klatrer, skrider, tumler og glider langsomt, men sikkert op og ned, fra side til side. Det samme gør vi i kabinen, hvor vi efter bedste evne klamrer os til håndtag og sæderygge, mens vi samtidig forsøger at nyde den storslåede udsigt.
Tæt ved os gumler en flok moskusokser uanfægtet på formiddagsmenuen, men da vi standser, kommer der gang i flokken, som på trods af vore fredelige hensigter aner fare. De voksne samler sig i rundkreds med front udad, mens kalvene trykker sig inderst i cirklen.
Vi fortsætter og hilser vennesælt et enligt rensdyr, som i majestætisk trav og med højt hævet gevir forsvinder over bakken.
Endelig er vi ved målet, og det er i sandhed en storslået oplevelse. Her ved gletcherkanten ser vi det smukkeste farvespil. Solens stråler splintres og reflekteres i de skønneste nuancer. Isen er blå, hvid, turkis og visse steder helt glasklar. Vi nyder synet på behørig afstand, for det hænder, at store isstykker styrter ned fra gletcherens top. Stilheden brydes med ét af en liflig klirren. Vi skåler og lytter til indlandsisen i vore glas, hvor tusindår gamle luftbobler frigøres med en tydelig knitren.

Narsarsuaq, juniSkibet hedder Puttut og er en ældre dame fra 1958. Bygget på Holbæk Skibsværft ved A. Nielsen. I dag er hun dog langt fra Nielsen og hans skibsbyggere, som hun ligger ved kaj i Narsarsuaq – postkasserød – eg på eg – forstærket under vandlinien med stålplader.
Vi krydser fjorden en tidlig formiddag, hvor solen så småt er ved at tage sig sammen til noget fornuftigt.
Efter en halv time går vi i land ved Brattahlid, hvor Erik den Røde og hans folk gik i land i år 982. Omkring 300 år senere lå området atter øde. Hvad der skete med Eriks efterkommere er der ingen, der med sikkerhed ved. Men blandt maleriske træhuse og fårestalde ligger de sparsomme ruiner fra en svunden tid.
Vi stævner atter ud, og nu afløses de små isskosser af isbjerge i alle størrelser og faconer. Ét ligner en jagende hund. Et andet et hangarskib, på hvis kommandobro en måge spiller vigtig og rollen som kaptajn. Farveskalaen varierer fra hvidt til dyb blå.
Ved Basecamp Blueice går vi i land, hvor 4 iglotelte omkranser en container udstyret med køkkenfaciliteter. Den medbragte frokost nydes udendørs i solskinnet. På bordet står en flaske hindbærbrus – uden hindbær og uden brus. I stedet fungerer den som vase for en beskeden blomsterbuket plukket i græsset omkring os.
Efter frokost sejler vi ind mod iskanten. På begge sider rejser de lodrette fjeldsider sig. Vinden er nu iskold og søerne krappe. Er det mon her vildskaben bor? Isbjergene ligger tættere og tættere, og skipper krydser forsigtigt imellem dem. Til sidst må vi dog vende om, og med bræens iskolde ånde i nakken stævner vi mod havn og hotel.

Ilulissat (Jacobshavn), aprilDer står “hundeslædeekspedition“ på programmet denne dag i april, hvor Grønland byder på det perfekte sldeføre.
Jacobs 12 hunde er allerede i seletøjet og arrangeret i vifteform. Der har været enkelte skærmydsler under opstillingen, men en effektiv og udemokratisk form for justits – støttet af Jacobs håndfaste pædagogik – bragte hurtigt orden i rækkerne.
Så er der afgang, og vi er med det samme i fart. Slæden føles levende under rensdyrskindet og bølger op og ned i takt med terræn’et. Dampen står ud af gabene på 12 halsende slædehunde. Bortset fra medernes hvislen mod sneen er stilheden overvældende og brydes kun, når Jacob lavmælt beordrer spandet til venstre eller højre.
Når vi holder hvil, stamper vi rundt for at få lidt varme i fødderne. Hundene har smidt sig i sneen. Nogle spiser sne, andre sidder afslappet og kigger uinteresseret på sidehunden h/t. Et amourøst eventyr når sit kødelige klimax midt i spandet uden synlig jalousi fra de omkringliggende.
Vi fortsætter i flyvende fart henover fjordisen, hvor indefrosne isbjerge lyser stærkt turkis midt i alt det hvide. “Giv mig vinter, giv mig hunde, så kan du beholde resten“, sagde salig Knud Rasmussen. Her på hundeslæden er det svært at være uenig.

Ilulissat (Jacobshavn), aprilSolen byder “godeftermiddag“ fra en skyfri himmel, mens frosten forsigtigt napper i næse og kinder, da vi forlader byen akkompagneret af hundeglam i både mol og dur.
Vi passerer den nedlagte heliport og campingpladsen, som stadig sover vintersøvn under sin hvide dyne.
På den gamle, snedækkede kirkegård fortæller årstal på hvide kors historier om, at havet gi’r og havet ta’r.
En del af fiskerflåden er undsluppet frostens fangarme i inderhavnen og ligger med brede bage mod bugtens iskant, som er dækket af lynfrosne rødfisk på “lit de parade“.
Vi fortsætter mod Kællingekløften, som på grønlandsk hedder “stedet, hvorfra man falder ned“. Kløften er smal, stejl og skræmmende. Her styrtede bopladsens gamle kvinder sig ud over kanten, når de ikke længere kunne bidrage aktivt til fællesskabet. Tilsvarende gik de gamle mænd i deres kajakker og satte kursen mod det åbne hav og det sidste skæbnesvangre stævnemøde med Havets Moder.
Her fra toppen er udsigten over den solbeskinnede isfjord med dens fastfrosne ismastodonter helt fantastisk.
På vejen hjem til hotellet passerer vi ruiner fra fjerne tiders inuit-bosættelser. Fem minutter senere handler vi i den lokale døgnkiosk, som bla. skilter med udlejning af de nyeste spillefilm.


Nuuk (Godthåb), aprilHer lugter godt af skib: tjære, tovværk, saltvand og en snert af dieselolie. Vejret er perfekt, og i solskinnet på dækket hilser vi storsindet på en flok edderfugle, som på rad og række passerer om styrbord. I styrehuset fortæller skipper om klapmydser i drivisen, om hvaler i leg, om sejlads i midnatssolens skær og om forræderiske skær under vandlinien. Beretningen akkompagneres af motorens stabile dunken. Omdrejningstællerens viser dirrer nervøst ved 350 o/min., men alligevel skyder vi 9 knob.
Vi går på dækket – helt fremme i stævnen – og holder udkig efter turens hovedattraktion, hvaler. Vi har vel efterhånden sejlet et par timer, og skuffelsen er langsomt ved at få overtaget. Er der mon i det hele taget hvaler i farvandet?
Det er der! For pludselig er de der! En flok på en 7-8 stykker. Først ser vi deres blås, så ryggen og tilsidst rygfinnen. Der er flest voksne, og de måler vel omkring 25 m – eller som en velvoksen lastvogn med hænger.
– Det er finhvaler, lyder det kyndigt fra skipper, som hænger med overkroppen ud af styrehusets sidevindue for at tage bestik og ganske ubeskedent modtage vor hyldest.
I mere end 1/2 time følger vi flokken. En enkelt gang bruser et par af dem lige imod os og dykker først, da de er inde på en afstand af omkring 20 m.
På vej mod havn råber vi “hurra for skippers kone“, som byder på kaffe og hjemmebagte boller i kahytten.

Narsarsuaq, juniEfter et par kilometer bliver det ujævne hjulspor til en slynget sti, og Blomsterdalen åbner sig for os. På begge sider tårner fjeldene sig op. Granitten stikker demonstrativt sit grå/brune ansigt gennem alt det grønne, og den lave bevoksning kryber langs jorden. Forknytte blomster, gule, røde, blå, melder sommertid, og langt vÏk glimter hvide fjeldtoppe. Fra fjeldsiderne styrter fandenivoldske vandløb sig i dybet og danner hvide edderkoppespind mod alt det grønne.
Endelig er vi ved fjeldets fod. Det går opad, stejlt, stejlt… gennem slugter og forkrøblet krat, over glatte granitsider, opad, opad. Det er anstrengende, og lungerne gisper efter den friske luft, der heldigvis findes i uanede mængder.
Enkelte steder trækker vi os op over fjeldsiden via nylonreb, som letter passagen, men ikke meget.
På toppen står den på madpakke og drikke. Solen bager og bruner, så sololien gør gavn.
Vi går videre mod isen, og nu er det nedad igen. Og så er den der – indlandsisen. Selv herfra mærker vi dens kolde ånde, som når man passerer den åbne dør til et fryserum.

Sydgrønland, juniVi stikker ud i den grønlandske skærgård med skibet Sarpik Ittuk. På kajen har vi netop vinket farvel til den halve by, som fulgte vor afgang med stor interesse. Ombord er vi en blandet flok – ialt ca. 170 passagerer – børn, unge, gamle og dem derimellem. På vej ud og hjem, til og fra.
Ombord er der liv og glade dage. Legende børn, både over og under dæk, kortspillende unge og tålmodigt ventende ældre.
På TV-skærmene i salonerne spiller Sylvester Stallone stærk mand, mens sømil efter sømil forsvinder i vort kølvand.
Fantastiske isbjerge på størrelse med mindre fodboldbaner lægger sig med jævne mellemrum på kollisionskurs, så i perioder ligner vort kølvand mest af alt et slalomspor.
Efter et par timers sejlads lægger vi til i Narsaq, hvor vinke-farvel-og-velkommen-hjem processen gentager sig. Ved mindre bygder stopper vi uden for havnen, og skibets motorbåd sænkes i vandet. Passagerer og post bringes til og fra forbavsende hurtigt og effektivt.
Ved 23-tiden har vi vort sidste stop for dagen. Det er stadig helt lyst, og i det fjerne forgylder solen et fjerntliggende isbjerg. Ombord er der ved at være ro. De mindste er i køjerne, og de lidt ældre på vej. Dagens sidste video flimrer på skærmen, og ved kortbordet er sidste stik taget hjem. Cafeteriaet har slået skodderne for, og bordene er ryddet. Der er forbavsende rent og pænt overalt. Og roligt.

Nuuk (Godthåb), septemberDet er en søndagsstille hovedstad, som den rød/hvide trækirkes sprøde klokke kalder til gudstjeneste og barnedåb denne let disede junidag. Udenfor skuer statuen af Hans Egede over fjorden. Indenfor er alle pladser besat. Under det blå træloft har 2 stolte kirkeskibe kurs mod det enkle alter. Allerede under første salme indleder 2 drenge et temmeligt ukristeligt slagsmål i kirkens midtergang, men striden stoppes hurtigt via tililende forældrejustits. Som akkompagnement lader dåbsbarnet sin stærke stemme lyde fra våbenhuset.
Efter gudstjeneste og barnedåb er der fotografering af den stolte familie på trappen foran kirken.
På “Brædtet“ tæt ved handles der ind til søndagsmiddagen. Fangere i kedeldragter og gummistøvler har god afsætning, ikke mindst af store, blanke ørreder, som i hundredevis er bragt ind her til morgen. Enkelte torsk samt sælkød i alle udskæringer er dog også mulige emner til gryden. Og minsandten om ikke 5 bundter kvaner har fundet vej.

Sydgrønland, juniGrønlandfly’s Sikorsky helikopter OY-HDO ligner mest af alt et klodset insekt, som den står dér på forpladsen og venter på sin last af passagerer og fragt til Narsaq og Qaqortoq.
Ombord er halvdelen af sæderne klappet op mod kabinevæggen, og gulvpladsen optages af store papkasser med frisk frugt til KNI-butikkerne.
Rotoren begynder at dreje, og hele maskinen ryster kraftigt. Larmen er mere end påtrængende, og så letter vi – fnuglet og elegant. Næsen sænkes mod jorden, mens vi stiger hastigt midt i et drej, som sender os ud over fjorden, hvor millioner af isskosser ligner hvide brikker på det turkisgrønne vandspejl. Vi flyver over det grønne land – Grønland – med enkelte opdyrkede marker og spredtliggende fåreholdersteder.
Under indflyvningen til Qaqortoq passerer vi over isbjerge i jumboklassen, som med deres skulpturelle former har tyvstaret den kulturuge, som først begynder om 8 dage. Set fra oven er byen indbegrebet af en Grønlandsk by: kulørte træhuse i stærke farver, blå, røde, gule, grønne og hvide.

Qaqortoq (Julianehåb), juniDet er en dejlig morgen i juni. Fra restauranten i Qaqortoq har vi fri udsigt over havn og fjord, hvor isbjerge ligger ankret op. Vi nyder morgenmaden til musikledsagelse spændende fra gamle Abba-schlagere til Bing Crosby, som crooner sin legendariske White Christmas. Jo, Grønland er i sandhed uforudsigeligt.
Efter morgenmaden lægger vi vejen forbi havnen, hvor et mindre isbjerg pludselig knækker over og ruller rundt, før det efter adskillige skvulp igen finder sit naturlige leje.
På det hyggelige torv plasker Grønlands eneste springvand fornøjet, overvåget af 2 surrealistiske broncefigurer på bænkene overfor. På “Brædtet“ er udvalget endnu beskedent: en parteret sÏl ligger side om side med enkelte fjordtorsk og et par havkatte uden hoveder. En hundehvalp charmer rundt og spiller smart foran de gamle på sladrebænken.
Vi passerer den smukke, gamle trækirke og møder en skoleklasse, som syngende af fuld hals er på bytur. En stribe herlige unger stikker på næven og hilser “hej, hej“.
Uden for KNI-butikken reklameres med dagens tilbud, som bl.a. omfatter flyfriske tomater og en motorbåd til kun 89.600,-, incl. motor.