Miljøbevægelsernes mærkesager plejer at sprede sig fra land til land. Logisk set er det derfor kun et spørgsmål om tid, før Danmark oplever militante dyreværnsaktivister, som for eksempel løslader en hel minkfarm og udsteder dødstrusler mod forskere, der arbejder med forsøgsdyr.
Da der sidst i 1998 blev gennemført (endnu) en demonstration foran Danske Pelsauktioner, hvor nøgne mennesker trodsede vinterkulden for at symbolisere, at det er synd for dyrene, at vi stjæler deres overfrakke, var aktivisterne tilsyneladende udenlandske. De blev ikke nærmere identificeret i pressen, så vi ved ikke, hvem der finansierede rejse og ophold.
Nogenlunde samtidig opgav en afkræftet dyreværnsenglænder at sultestrejke i tugthuset, hvor han afsoner en længere straf for dyreaktivisme, og dermed mistede hans ellers så blodtørstige skare deres forventede martyr. I London kan en venus i pels risikere at blive spray-overfaldet på åben gade af en retfærdig dyreværnskriger. Hvilke psykologiske faktorer er årsag til, at Danmark hidtil er blevet forskånet for denne afart af ytringsfriheden? Spray-psykopater har vi da ellers nok af…
Svensk TV2 bragte fornylig i “Kvällsöppet“ en diskussion mellem “dyrevenner“ og “dyremisbrugere“, hvor “dyrerettigheder“ blev fastslået som en kendsgerning på linie med de menneskerettigheder, som FN konstituerede for 50 år siden.
Det fremgik, at det mere var et postuleret etisk begrebssæt end et egentligt nedskrevet kodex, men ifølge dette er det forkert at udnytte dyr til noget som helst. Et sådant brud med 10.000 års husdyrbrug vil sætte sig visse spor, vi skal alle leve som vegetarianere og gå i plasticsko. At klippe får er vel egentlig også tyveri af deres retmæssige ejendom.
Alle har set, hvordan Body Shop kvikt kombinerer salget af industripræparater med kampen for forsøgsdyrenes frelse, og det går så glimrende med body-etikken, at den nu skal danne forbillede for en udvikling af etiske regnskaber i andre virksomheder. Det bliver ikke kønt at læse Steff-Houlbergs blodtilsølede årsberetning.
Flere og flere virksomheder vil koble sig på humanitære og animalistiske projekter og adoptere truede børn, kvinder og dyr samt landskaber, plantearter og planeter. Business kan være beskidt, og så lindrer det at sende 10.000 $ til en organisation i Burkina Faso, som uddeler tørmælk og tørklæder.
Mellem den accepterede profilerende almisse og den autonome terror går der en hårfin grænse, hvor det højst drejer sig om midlerne, ikke målet.
Umiddelbart lyder det vældig heroisk at slippe 7.000 mink fri i naturen, således som det er sket i Sverige. Man aner et brus af animalsk frihed, men de væmmelige gnavere retter et morderisk frontalangreb på smådyr og fugle og det i et omfang, der kan forrykke den økologiske balance. En del af dem vil overleve og yngle, og det er ikke idyllisk set udfra et hønseavlersynspunkt. Men så kan hønsene også bare få deres frihed.
Svinebranchen tør næsten ikke tænke på, hvad hjemlige aktivister kan forvolde, hvis opgaven gælder grisenes frie bevægelighed, som formentlig er indeholdt i dyrerettighederne. Her kan blive tale om en kamp på medietække, hvor en aktivist med den rette fremtræden kan få attentaterne mod griselejrene til at ligne en kamp for animalistisk humanisme.
Nu, hvor verden ikke længere kan opdeles i to politiske fronter, er der behov for nye mærkesager. Kampen for de værgeløse dyr rummer muligheder for idealisten, der nærer en næsten biologisk trang til at finde et ståsted i kampen for glade grise, kærlige køer og mishandling af minkhandlere.