Hvorfor er din bankrådgiver ikke rig, når han er så klog på penge? Hvorfor indrykker reklamebureauer ikke tv-reklamer om sig selv, når de anbefaler alle deres kunder at gøre det?
Det er tanken bag reklamebureauet Menschs beslutning om at indspille og indrykke fire reklamefilm som bliver vist på TV 2.
– Det er en række film, der forsøger at fortælle det, vi helt grundlæggende tror på og har fundet ud af efter 25 års erfaring, nemlig at al kommunikation er vigtig. Man kan ikke sige: ”Nu laver vi denne her del af vores kommunikation rigtig, rigtig godt, og resten lader vi sejle”, siger partner og direktør hos Mensch, Frederik Preisler.
Filmene er en udvidelse af Menschs (tidligere Propaganda) markante annoncering i landets dagblade, og selvom et reklamebureaus målgruppe muligvis er ret smal, mener Frederik Preisler, at det giver god mening at annoncere på brede medieplatforme.
– Det nytter ikke noget at have en position, der er fast forankret i en lille gruppe bestående af 200 direktør. Vi vil gerne i kontakt med alle mulige mennesker, og vi vil gerne have at vores position er mere klar og tydelig. Hver gang man definerer en snæver målgruppe, skærer man nogen væk, der måske har ligeså stor indflydelse på ens fremtid. Hvis man kun går efter direktører i store virksomheder, glemmer man, at direktører rådfører sig med alle mulige andre mennesker om, hvad de skal gøre. Derfor er ens position nødt til at være bredere funderet end bare i den helt snævre målgruppe, siger Frederik Preisler.
Filmene bliver hurtigst muligt lagt op på Youtube, lover Frederik Preisler. Indtil videre kan de ses her: http://www.mensch.dk/#/Mensch_Tryk_Ni_37sek/