I Kina er det kutyme at give spædbørn mælkepulver i højere grad end modermælk. Markedet er enormt, men har også ligget under for en række fødevareskandaler, hvor forgiftet mælkepulver har været skyld i kinesiske spædbørns sygdom og død.

Blandt andet derfor er efterspørgslen på udenlandsk fabrikeret og emballeret mælkepulver enormt, og markedet er større end udbuddet.
Det er den virkelighed, en gruppe danske forretningsfolk bag konsortiet Mille Dairy træder ind i med et produkt, der er udviklet alene til det kinesiske marked og de kinesiske forbrugere.
Gruppen bag har igennem længere tid været på udkig efter den helt rigtige kommunikationsrådgiver til at bistå brandudviklingen og selve produkt-launchen i Kina. Og det blev danske Mensch, der løb med opgaven i hård konkurrence med andre bureauer.
Hos Mensch er det netop hjemvendte Jacob Johansen, der skal stå i spidsen for bureauets udvikling af forbruger insights, brand platform og kommunikationsstrategi. Med 10 år som bureaudirektør i Shanghai kender han det kinesiske marked bedre end de fleste. Han har tidligere stået i spidsen for introduktion af adskillige internationale brands i Kina, og det er blandt andet den erfaring, Mensch har kunnet tilbyde Mille Dairy.
Axel Castenschiold, en af hovedkræfterne bag det nye brand, siger:

– Vi har valgt Mensch, fordi det er vigtigt for os både at have vores partner på branding og kommunikation tæt på. Og samtidig arbejde sammen med folk, der forstår Kina helt ind til benet. Personlig og praktisk erfaring er nødvendig for at forstå vores marked. Det er ikke noget, man læser sig til i en rapport. Mensch kunne tilbyde kombinationen af kvalifikationer og kendskab, og det var udslagsgivende for os i vores valg af partner.

Mensch har frie hænder

Ikke noget dårligt skudsmål, hvilket får Jacob Johansen, der leder arbejdet hos Mensch, til at sige:

– Kina er et komplekst marked, og det er mit indtryk, at mange danske virksomheder står lidt famlende i forhold til at brande og sælge i Kina. Hvad skal man tro, og hvem skal man tro på? Mille Dairy projektet er utrolig interessant og kommer på det helt rigtige tidspunkt.

Hvorfor?

– Kina er helt sin egen, når det drejer sig om kommunikation og branding. De aktiviteter, der fungerer i andre dele af verden, er ikke nødvendigvis succesfulde i Kina. Det er en erkendelse, vi deler med Mille Dairy, og derfor har vi frie hænder til at udvikle noget helt unikt, som vi glæder os utrolig meget til at se lanceret i Kina, mener altså Jacob Johansen.
Bjørn Stene, adm. dir. hos Mensch, tilføjer:

– Vi kan som alle andre se, at vores verden bliver international. Vi har i et stykke tid ønsket at styrke vores internationale kompetencer endnu mere, så vi kan løfte vore kunder uden for landets grænser. Det er også en af årsagerne til, at vi har bragt Jacob Johansen om bord fra Kina.

– I dag starter mange internationale opgaver med omdrejningspunkt i Kina, og at vi nu også har kraft og kompetence til at også at rulle hele kampagner ud i netop Kina er vigtig. Mille Dairys valg af Mensch bestyrker os i, at den tilgang er rigtig, slutter Bjørn Stene.

Jacob Johansen er ikke vendt tilbage til Danmark for at lede dette specifikke projekt hos Mensch. Han besluttede, sammen med sin kinesiske kone, at de ville væk fra Kina på grund af forureningen, ikke mindst af hensyn til børnene. Den 1. marts begyndte han hos Mensch med fokus på internationale projekter, og den første store opgave blev altså Kina-satsningen.

Jacob Johansen har i en årrække været direktør hos Momentum, McCann-koncernens internationale marketing-division, og han var også medlem af McCanns internationale ledelse.