Canal Digital Danmark har indgået aftale om at distribuere endnu en tv-nyhed: Den nye Canal 9, en kanal, der kombinerer attraktive sportsrettigheder med kvalitetsfilm og serier. Det skriver avm.dk.
Bonnier, som ejer TV 4 i Sverige og Canal+ kanalerne i Skandinavien opruster dermed på det danske marked med en tv-kanal, som blandt andet skal vise dansk Superliga fodbold, kampe fra verdens største fodboldligaer foruden film og tv-serier fra internationale filmstudier og tv-producenter.
Den nye tv-kanal bliver fra opstarten til juli i år tilgængelig for alle Canal Digitals kunder.
Hos Canal Digital glæder man sig over nyheden.
– Dansk Superliga fodbold kombineret med Canal+’s velkendte styrke inden for sport, film og serier, er absolut en stærk nyskabelse på det danske tv-marked, som jeg glæder mig til at præsentere vores kunder for, siger administrerende direktør i Canal Digital Danmark Jens B. Arnesen.
Canal Digital har eksklusivrettighederne til Canal 9 på parabol-tv, mens antenneforeninger vil kunne tilkøbe kanalen.