Aarhusbureauet Pravda har igen vundet en bureaukonkurrence hos Danfoss, denne gang for afdelingerne Heating Solutions og District Energy.
Siden 2005 har Pravda udviklet koncepter for Danfoss og lanceret en række internationale kampagner og produktlanceringer både on- og offline.
Nu fortsætter samarbejdet efter en bureaukonkurrence med Pravda som vinder. Pravda var angiveligt oppe i mod et udenlandsk bureau.
Den nye internationale kampagne for Danfoss-divisionerne Heating Solutions og District Energy skal fortælle om, hvordan intelligent kombination af produkter og systemer giver større energibesparelser.
Kampagnen fokuserer især på, hvordan de forskellige systemer inden for eksempelvis varme og isolering kan kombineres og dermed forstærke hinanden. Senior Marketing Manager i Danfoss Heating Solutions, Jes B. Simonsen, mener, at man har truffet et godt valg.
– Først og fremmest forstår Pravda vores forretning. Derfor ramte de også lige, hvad vi ville have, med en frisk visualisering af konceptet, siger han.
Samarbejdet mellem Danfoss og Pravda går efterhånden langt tilbage, da Pravda har udviklet koncepter, on- og offline marketing, internationale  kampagner, produktlanceringer samt design og layout for Danfoss siden 2005, og administrerende direktør for Pravda, Mette Hejl, ser frem til den nye opgave.
– Vi glæder os til at fortælle både installatører og slutbrugere om, hvordan de ved at udnytte denne synergieffekt kan spare både tid, penge og energi, siger hun.
Pravda Reklamebureau har 13 medarbejdere og blandt andre trafikselskaberne Arriva og  MidtTrafik samt teleselskabet Nianet på kundelisten.