Turismens bidrag til landets økonomi skal vækste, så landets øverste turismeorgan, VisitDenmark, har lanceret sin ny strategi i samarbejde med dansk turisme. Den går under navnet Vores Rejse og skal bevæge kommunikationen ”fra hygge til bæredygtig livskvalitet”. Målet er otte milliarder kroner i værditilvækst inden 2015. Eller sagt med andre ord en omsætningsforøgelse på 12 mia. kroner, der vil tilføre dansk turisme 18.000 nye job målt som årsværk.
– Fortiden viser, at dansk turisme internationalt ikke er lykkedes ved at være ”noget for alle”. Internationalt er vi mere eller mindre usynlige og uklare, blandt andet fordi vi ikke har prioriteret at være meget for udvalgte, værdiskabende målgrupper, erkender VisitDenmark i sit strategimateriale.
Helt enig, lyder det fra både turismeforsker Lise Lyck og fra Arlas koncernkommunikationsdirektør og medlem af VisitDenmarks bestyrelse, Astrid Gade Nielsen. Dansk turisme er skabt af ildsjæle, men det har et alvorligt imageproblem.
– Turisme bliver ofte opfattet som sådan noget badebolds-noget. Den måde, som turismen er organiseret på i Danmark, er ikke tænkt sammen med erhvervslivet. Årsagerne er blandt andet manglende læring inden for branchen og ”lige meget af kagen”-opfattelsen. Der er for stor afstand mellem aktørerne, og afstanden er endnu større til aktørerne i erhvervslivet, siger Lise Lyck.
Astrid Gade Nielsen supplerer:
– Turismesektoren bliver ofte forbundet med røde pølser og gule gummistøvler, men erhvervet er langt mere end det. Der er en meget stærk kultur, der gerne vil fortælle historierne om Danmark. Men vi har lidt svært ved at finde frem til, hvad der er så dejligt ved Danmark. Vi kan blive skarpere til at fortælle de historier, og hvis vi alle kunne lære at fortælle samme historie, så får vi tyngde.
En vigtig del af løsningen skal findes i partnerskaber med det erhvervsliv, der normalt ikke har rørt turisme og leisure-rejser med en ildtang.

Læs hele historien i Markedsføring 05-2009, der udkommer i denne uge.