En række globale organisationsændringer hos morgenmads-giganten Kellogg’s har sendt JWT ud af billedet som nordisk bureau (i Danmark Halbye Kaag JWT).
Til gengæld kan Ogilvy Danmark glæde sig over at få flere opgaver på tallerken fra virksomheden, som netop har besluttet at lade bureauet varetage samtlige sine brands i hele Norden.
Charlotte Madsen, der har titel af marketing and commercial activation director hos Nordisk Kellogg’s, siger:
­– Det var afgørende for vores valg, at vores bureaupartner skulle have stor forståelse for vores forretning, og være dygtige til commercial activation – ud over at være gode reklamefolk. Ogilvy samler netop de nøglekompetencer, vi har brug for, i ét hus, og forretningsforståelsen og erfaringen får vi også i høj grad gennem Christian Bjerrum, som vi har arbejdet tæt sammen med siden 2003.
Selv er Christian Bjerrum – der er adm. direktør for Ogilvy Advertising – naturligvis ganske fornøjet med det udvidede samarbejde.
– Det seneste år har vi arbejdet med Kellogg’s ledergruppe omkring den interne strategiforankring og kommunikation i Norden og Tyskland, Østrig og Schweiz. Og nu har vi så kvalificeret os til at udvide samarbejdet til Norden for alle brands. Det er jeg meget glad for, for Kellogg’s har alle årene har været en fantastisk partner, siger han.
Det udvidede samarbejde med Kellogg’s kommer i forlængelse af en stabil kundetilgang det sidste år, der tæller Hoya, Københavns Kommune, The Coca-Cola Company og Bang & Olufsen.
Sidstnævnte kunde håndteres dog ikke alene fra København, men af et internationalt team af ledende medarbejdere fra Ogilvy i København og Paris, som har erfaring med andre luksusmærker, herunder Louis Vuitton, Volvo og Jaguar.