Filmen “The Lover” er blevet hædret med nye priser – to af slagsen – ved årets London International Awards.
Den lettere kontroversielle film vandt således sølv i kategorierne Public Service/Social Welfare og Web Services.
Det “kontroversielle” består i, at der er tale om en oplysningskampagne for handicappedes ret til købesex, hvilket selvfølgelig er vand på afsenderen, Come 4‘s, mølle.
Det ændrer dog ikke på, at filmen og kampagnen, som er udviklet af bureauet Being, Paris, og produceret af danske Bacon endnu engang er faldet i dommernes smag.
Filmen er tidligere blevet belønnet med to metal-løver ved VM i reklame, Cannes Lions, tidligere på året, hvor det blev til bronze for instruktionen og guld i Craft.
Ved det nyligt afholdte True Award – hvor de bedste danske reklamefilm blev hædret – løb filmen endvidere med prisen i kategorien ”Bedste Foto”.
Desuden udmærker filmen sig ved, at der er hele tre danskere, som har sat deres fingeraftryk på produktionen. Filmen er instrueret af Jeppe Rønde, og Malene Dyhring er filmens executive producer. Derudover har den danske fotograf, Sebastian Blenkov, stået bag kameraet.