Forbrugerombudsmanden har udvidet retningslinjerne om god markedsføringsskik, så fra 1. januar næste år vil reklamer med adresse, men uden navn, også være omfattet af ”nej tak”.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

I øjeblikket er sådanne reklamer hverken omfattet af ”Reklamer – Nej tak”-ordningerne eller af Robinsonlisten, som er listen, hvor man kan frabede sig personligt, adresserede reklamer.

– Der er i dag nogle typer reklamer, som ”nej tak”-ordningerne ikke beskytter mod.  Jeg er meget tilfreds med, at vi sammen har fundet en løsning, så ordningerne fra 1. januar 2014 også beskytter mod omdeling af reklamer med en adresse på, lyder det fra Forbrugerombudsmand Henrik Øe i meddelelsen.

Post Danmark-dom udstak kurs

Udvidelsen af retningslinjerne er bl.a. en konsekvens af en højesteretsdom fra april i år, hvor det blev slået fast, at Post Danmarks omslag ”Med Rundt”, som er påført en adresse, men uden navn, ikke er omfattet af beskyttelsen i markedsføringsloven.

Med de nye retningslinjer vil alle reklamer, hvor der ikke står et navn på, fra næste år være omfattet af ”nej tak”-ordningerne.

Du kan læse mere om de nye retningslinjer her.