Der er to dage til DIA-deadlinen udløber. Så det er på høje tid, at bureauer og annoncører fatter pennen, hvis de vil vise markedet, at de er blandt de bedste til digital kommunikation.
En af de skarpeste knive i juryen hedder Jakob Kahlen, partner og direktør i Hello Monday, et af landets mest succesrige digitale bureauer. Han sidder i skrivende stund på en strand i Thailand og overvejer, om menuen er hummer eller kæmperejer.
Hvad vil du gerne se i de arbejder, du får ind på den grønne jury-bord?
– Nu siger jeg noget helt enestående, noget afgørende nyt: Jeg vil så forfærdelig gerne se kommunikationen, altså eksekverede strategier, der leverer relevans for en eller anden. Bare en lille smule relevans vil være velgørende, siger Jakob Kahlen, der endte med at vælge white snapper i chili & lime-sauce.
Det er aldrig hørt før. Ikke white snapper, men den om relevansen for brugeren. Det må du gerne uddybe?
– Godt, så får du lidt alvor: Jeg leder efter arbejder, der viser, at markedsføring bliver et produkt i sig selv. Det er præcis det, digital kommunikation kan. Markedsføringen leverer værdi, lever underholdning, leverer relevans. Sagt på en anden måde: Mindre gimmick, mere nytte, slutter Jakob Kahlen.
Effekt og kvalitet
Vi går videre til en anden af de kvalificerede jurymedlemmer. Hun kommer fra AdPeople:
– Hvis jeg skal sige noget meget kort, leder jeg efter forenkling. Hele banalt ser vi web-sites, der svulmer op, fordi ejerne lægger mere og mere indhold ind på sitet, måske i et forsøg på at over-fodre kunderne, siger Sille Stener, adm. direktør i AdPeople.
– Det komplicerer afkodningen, og desværre betyder det også, at meget af indholdet forældes lynhurtigt. Jo mere indhold, desto større risiko er der ved at mase kvantitet ud til brugerne på bekostning af kvalitet.
Ellers noget?
– Vi hører igen og igen, at alle virksomheder kan og vil måle effektiviteten af deres digitale kommunikation. Det er ikke min erfaring, så jeg vil så gerne se eksempler på, at virksomhederne rent faktisk interesserer sig for – og investerer i – effektmålinger, så ROI-tanken ikke bliver et tomt mantra, vi siger til hinanden ved festlige lejligheder, slutter Sille Stener.
Skynd dig ind på dette link og tilmeld dit bidrag til DIA2014, Danmarks bedste digitale kommunikation. Deadline er torsdag den 6. februar kl. 12.00.