– Jeg har altid gerne ville lave noget for kvinder, give dem de aha-oplevelser, jeg selv har haft på nettet gennem tiden. Kvinder vil nemlig gerne bruge nettet, men det skal have relevans, den virtuelle verden skal afspejle den fysiske.
Malene Brandt blev uddannet multimediedesigner fra Space Invaders for syv år siden, har bl.a. været redaktør på Klub Cult under Opasia og multimedia chef for Bates Interaktive. Og så har hun undret sig over, hvor lidt udvikling der har været på nettet, siden hun selv stiftede bekendtskab med mediet.
– Jeg tror, at et af problemerne er, at det ikke er så þsexetþ for de kreative at vinde priser i den kategori, og at der stadig er mange, der ikke har forstået at det handler om kommunikation ikke om IT.
Men der er heldigvis nogle som ser en mission i, at videreudvikle et koncept på internettet. For eksempel Malene Brandt, der personligt har ofret elleve måneders løn, for opfylde drømmen og skabe et kvindesite på nettet.
– Jeg gik i flere år og flirtede med ideen om at skabe noget for den brede masse af kvinder. Et site, der skulle handle om alt lige fra personlige problemer og karriere til dannelsen af netværk mellem kvinder. Og for elleve måneder siden hoppede jeg så ud på det dybe vand og etablerede Whycare.dk. Det blev i første omgang et site, som primært beskæftigede sig med sundhed. Meningen var så at videreudvikle sitet, men den nye økonomis fald kom i vejen.
Dagen efter opstarten af Whycare.dk vendte udviklingen, aktierne på IT-markedet dalede drastisk, og investorerne faldt fra en efter en. Her ville mange sikkert være hoppet fra, men ikke Malene Brandt, der holdt fast i sin drøm.
– De næste måneder blev en kamp, men jeg blev båret oppe af troen på ideen. Det var selvfølgelig dybt frustrerende, men jeg havde satset og nægtede at give op.
En hård nyser
Reklamebureauet Umwelt var Malenes kreative sparringspartner i forbindelse med etableringen og udviklingen af Whycare.dk, og her har man kun respekt tilovers for Malenes ildhu:
– Hun er en hård nyser, og en meget comittet og målrettet person. Det er forbavsende, så få mennesker der tør hoppe ud på det dybe vand, ligesom Malene har gjort, siger Frank Andersen fra Umwelt.
– Malene har haft viljen til at satse, og jeg har i forløbet også haft lidt ondt af hende, fordi hun på grund af omstændighederne ikke kunne lykkes helt med sin drøm. Hun landede mellem to stole, og jeg ved det er vigtigt for hende at vise, at hun kan selv. Når det så er sagt, er jeg overbevist om, at hun vil få succes med Shevita, tilføjer Frank Andersen.
Whycare.dk blev aldrig opfyldelsen af drømmen, men nu hvor fusionen mellem Whycare og Shevita er en realitet, har billedet ændret sig.
– Jeg ønsker at bringe Whycares sjæl med ind i Shevita. Målet er at gøre en forskel, at tage ansvar. Og målgruppen er de kvinder, som alle andre medier svigter, nemlig alle kvinder over 25 år. Vi skal være indholdsorienterede og nå ud i alle hjørnerne, fortæller Malene Brandt, der i sin målsætning for Shevita tænker længere end til nettet.
– Alt hvad jeg har rørt ved de sidste syv år er væk i dag. Det er en underlig følelse, derfor er jeg også blevet meget mere fysisk og ønsker at udvide Shevita til også at omfatte et magasin, og evt. et tv-program a la Oprah, fortæller Malene, der har blandede erfaringer med at være kvindelig iværksætter.
– Det er jo ikke noget nyt, at vi lever i en mandsdomineret verden. Og det mærker du specielt som kvindelig iværksætter. Jeg medvirkede i nogle programmer der hed “dot.dk“ for at vise, hvordan virkeligheden ser ud, hvor ensomt det sommetider er at være kvinde med ambitioner i en mandeverden.
– Men jeg mener, at der er brug for kvindelige iværksættere og ledere. Fordi vi går mere op i sjæl end þcool cashþ, og selv om vi kan risikere at få betegnelsen strigle eller andre interessante synonymer påhæftet, så er det for mig det hele værd. Vi skal holde fast i vores kvindelighed og ikke ende op med at ligne små mænd, selv om vi kan lære meget af dem, så som at skabe netværk, understreger Malene Brandt.
Boks:
MALENE BRANDT:
Uddannet som grafiker fra Odense Fri Grundskole
Uddannet som multimedia designer hos Space Invaders (Mouse House)
Redaktør for Klub Cult på nettet, under Opasia
Headhuntet til Bates Interaktiv, som chef/direktør
Direktør hos ELK (Information Highway) nu: AddCore
MEGET BENYTTEDE NYHEDSTJENESTER:
www.dr.dk
www.tv2.dk
Som forbillede også for Shevita: Opra.com