Musik og Tuborg hører tæt sammen, og samarbejdet med Roskilde Festival er et af de vigtigste sponsorater for Tuborg-mærket. Aftalen er nu forlænget frem til 2016.
– Roskilde Festival er Danmarks største festivalsponsorat og derfor meget vigtigt for os. I løbet af en femårig periode besøger en hel ungdomsgeneration stort set Roskilde Festival, så det er en meget væsentlig platform for at rekruttere nye forbrugere til Tuborgmærket og skabe loyalitet, siger sponsorchef Peter Giacomello, Carlsberg Danmark.
Carlsberg Danmark og Roskilde Festival har kørt sponsorparløb gennem 20 år. I de første 10 år var det Carlsberg-mærket, der optrådte i sponsortøjet, men siden 2002 har det været Tuborg.
– Vi har gennem mange års samarbejde bygget nogle stærke relationer til Tuborg. Her gør Tuborgs involvering i mange sider af det danske musikliv Tuborg til en attraktiv partner. Men det er også vigtigt at have en leverandør af drikkevarer, som kan håndtere mere end en million liter øl, vand og sodavand til festival gæsterne, siger aftalechef Hans Christian Smed, Roskilde Festival.
På musikfronten sponsorerer Tuborg – udover Roskilde – i Danmark også flere andre musikrelaterede begivenheder eller steder. Mest kendt er formentlig Grøn Koncert samt blandt andet Danish DJ Award og Vega.
Og også i udlandet er Tuborg-brandet flere stedet knyttet op mod musikken. I år er der fx indgået samarbejde om fem koncerter – Green Fest – i Rusland og andre østlande med bandet Red Hot Chili Peppers på scenen. I Indien er Tuborg også lanceret med lokale events omkring musik – ligesom Kina, hvor Tuborg blev lanceret i april i år, også er et marked, hvor Tuborg-brandet vil arbejde med musik som key-driver.