200.000 danskere dyrker i dag jævnligt golf – enten i en af 154 klubber eller på det voksende antal Pay & Play baner.
I takt med sportens stærke udbredelse er der sket en tilsvarende stigning indenfor import og salg af golfudstyr og beklædning. De mange producenter, importører og detailhandlende udgør en væsentlig del af golfsporten i dag, hvor sporten også er blevet en livsstil.
– Udbuddet af tilbud til golfspilleren er i dag så stort, at vi skønner det er muligt at samle de vigtigste aktører på golfsportens egen forbrugermesse. Det bliver en messe, som skal være golfsportens udstillingsvindue og hvor golfspilleren selv kan teste udvalg af udstyr fra de mange kendte golfmærker og lade sig inspirere af de mange øvrige tilbud, som i øjeblikket frister den aktive golfspiller, fortæller messens arrangør, Carl Erik Hesseldal.
Messen kommer til at foregå 11. og 12. marts i Falconer Centret i København.