En platform med muligheden for at nå ud til de 240 millioner brugere af Windows Live Messenger  er den mulighed Microsoft har givet annoncører med lancering af direkte tv på den yderst populære online tjeneste.
Alle kender tendenserne med links til virale videoer, reklamer eller filmklip på nettet som hurtigt skifter ejermand og indbakke, og det vil Microsoft dyrke.
Messenger TV er ifølge virksomheden selv verdens største virtuelle tv-stue, som samtidig giver annoncører på internettet mulighed for at nå ud til præcis deres målgrupper.
– Vi er altid på udkig efter innovative måder at nå de forbrugere, som ser video online på. Messenger TV taler direkte til det behov, siger Bettina Sherick, der er Vice President for digital markedsføring hos det amerikanske filmselskab Twentieth Century Fox.
Netop Fox bliver det første firma som lancerer en bred markedsføringskampagne på den nye platform, når klip fra deres nye storfilm The Happening bliver gjort tilgængelige for millioner af Messenger-brugere i blandt andet Australien, Brasilien og Danmark.
Også internationale firmaer som Mazda og Pepsi har lanceret nationale kampagner på den nye platform.
– Vores seneste undersøgelser viser, at folks video-vaner på nettet er ved at ændre sig. Det betyder, at forbrugerne nu søger adgang til videomateriale på tværs af flere forskellige platforme. I den sammenhæng vil Messenger TV spille rollen som nettets svar på firmaets kaffemaskine. Nemlig stedet hvor engagerede forbrugere kan mødes og diskutere det tilgængelige onlinemateriale, siger Kasper Tøstesen fra Microsoft Danmark.
Messenger TV gik i luften i Danmark onsdag den 14. maj.

sm