De fleste danskere har efterhånden set Helle Thornings selfie med Barack Obama og David Cameron, og hendes lille stunt ved Nelson Mandelas’ mindehøjtidelighed har fået opmærksomhed fra hele verden.

Men det er ikke kun Helle Thorning, der forstår at få verdens øjne rettet mod en selfie. En reklame for Turkish Airlines, hvor Kobe Bryant og Lionel Messi laver op til flere selfies, går også verden rundt – både fysisk og viralt.

De to sportsstjerner kan ikke lade være med at konkurrere. Heller ikke når det kommer til selfies. I reklamefilmen rejser Kobe Bryant og Lionel Messi hver for sig verden rundt og tager billeder af dem selv ved hver destination, som de sender til den anden.

Jo større, vildere og mere imponerende destinationen er, desto mere skal den anden præstere for at lave en bedre selfie. Turen går både til Beijing, Maldiverne, Cape Town, Los Angeles og Istanbul.

109 mio. visninger

Det er ikke kun fysisk, de to sportsstjerne kommer hele verden rundt og imponerer med flotte billeder.

På Viral Video Chart ligger filmen på en tredjeplads over de mest delte videoer den seneste uge. Og på YouTube imponerer filmen så mange, at den er blevet set nok gange til at placere sig blandt årets mest sete YouTube-videoer.

Filmen blev lagt op den 3. december, og på knap to uger er den blevet set over 109 millioner gange. Det svarer til en andenplads over årets mest sete videoer.

Det er ikke første gang, Turkish Airlines lader de to sportsstjerner konkurrere. Sidste år på samme tid lancerede flyselskabet en film, hvor Kobe og Messi kæmper i både boldspil, kortbyggeri og ballonfigurer. Lige som deres seneste film, blev sidste års film også set af over 100 millioner brugere.