Dansk Metal har netop indgået en sponsoraftale som hovedsponsor for Superligaen med DBU/DBU Sponsorship på vegne af Superligaen. Aftalen løber over to et halvt år.
Dermed bliver Dansk Metal en af fire hovedsponsorer i Superligaen – de tre andre er Arbejdernes Landsbank, Betsafe og M1.
Med aftalen bliver den gamle fagforening igen yderst synlig i sponsorsammenhæng, efter i en del år at have været sponsor for speedway-ligaen.
– Forbundsformand, Thorkild E. Jensen, siger i en meddelelse, at man glæder sig meget til samarbejdet med Superligaen.
– Med hovedsponsoratet af Superligaen ønsker vi at komme bredt ud og støtte en turnering, der geografisk dækker hele landet. Fodbold er jo hele Danmarks nationalsport. Samtidig er sponsoratet støtte til en holdsport – hvor det er fællesskabet, der skaber resultaterne. På den vis kan vi se et godt værdifællesskab med Superligaen.
Hos Superligaen siger Claus Thomsen:
– Det er fantastisk at kunne byde Dansk Metal og de mere end hundredetusinde Metal-medlemmer velkommen i Superligaen. Vi glæder os til at matche den stærkeste sport i Danmark med en af de stærkeste fagforeninger. Aftalen med Dansk Metal viser attraktiviteten af Superliga-fodbold og Superligaens sponsorkoncept.
Sidste forår kom mobilselskabet M1 til som sponsor og blev dengang ”kollega” med Arbejdernes Landsbank, spilfirmaet Betsafe (som var med under forudsætning af, at den nye spillelovgivning ville falde på plads) – samt revisions- og rådgivningsvirksomheden PWC.
Sidstnævnte indgik i sommeren 2010 en sponsoraftale med Superligaen, men aftalen er ikke fornyet – så inde er altså nu Dansk Metal.