På fredag har komikeren Sacha Baron Cohen alias Ali G verdenspremiere på sin nye film om den kasakhstanske journalist Borat.
En række danskere er inviteret til forpremiere i denne uge rundt om i landet, men de skal igennem en række skrappe sikkerhedstjek, inden de overhovedet får lov til at sætte sig til rette i biografen. Frygt for piratkopiering får de amerikanske filmproducenter til at kræve foranstaltninger, der kan måle sig med lufthavnens sikkerhedstjek.
– Det bliver mere og mere udbredt, fortæller Lykke Brinck Møller, pressechef hos 20th Century Fox i Danmark.
Inden filmen skal alle tilskuere aflevere deres mobiltelefoner og iPods. Tasker bliver tjekket, og de skal igennem en metaldetektor. Salen overvåget af vagter.
Det er frygten for de såkaldte cam-versioner af filmen, der får den amerikanske filmindustri til at kræve sikkerhedstjek.
/ritzau/