A-pressen, der på vegne af LO har investeret i MetroXpress i København, ser ingen problemer i, at den franske udgave ligger i strid med den franske fagbevægelse.
– Vi har investeret i den danske MetroXpress, men det har for så vidt intet at gøre med, hvad Metro International laver i Frankrig, siger A-pressens direktør Bjarne Salomonsen, til Berlingske Tidende.
Den franske fagbevægelse er især utilfreds med, at Metro går uden om landets faste distributionsformer og frygter, at man derved presser lønnen for medarbejdere i distributionsbranchen. I de seneste dage har utilfredsheden udmøntet sig i sabotage mod avisen fra fagbevægelsens side.