Et nyt samarbejde mellem Metropol Online – der blandt andet driver BilZonen.dk – og Auto Danmark har set dagens lys. Den 22. januar overtog Metropol Online 20% af aktierne i Auto Danmark. De to virksomheder har fælles interesser i udvikling af bilannoncer og andre muligheder for bilforhandlere på nettet. Metropol Onlines direktør Lasse Bolander siger: – Samarbejdet med Auto Danmark betyder, at vi nu også kan hjælpe vores kunder med rådgivning og udformning af hjemmesider. Hos Auto Danmark er man heller ikke i tvivl om, at det er en stærk alliance. – Metropol Online har både et stærkt online-medie for autobranchen og via deres avis-ejere et stærkt marked for trykte bilannoncer. Et mere fremadrettet perspektiv i aftalen er at udvikle systemer, der kan levere annoncer direkte fra de web-baserede løsninger til trykning i aviserne.