I et forsøg på at gardere sig mod de problemer og erstatningskrav, der ramte det første metrobyggeri, skubber Metroselskabet denne gang så mange risici som muligt over på entreprenørerne. Men det er ved at give bagslag. Indtil videre har et konsortium trukket sig, mens et andet vil hæve prisen for at imødegå de mange usikkerheder, der lurer i projektet.
– De udgifter, der er forbundet med at byde på sådan et projekt, står ikke mål med chancerne for at vinde en profitabel kontrakt, siger Lars Carlsen, der er direktør i Per Aarsleff.
Entreprenørvirksomheden var sammen med konsortiepartneren tyske Bilfinger Berger et af de fire konsortier, der var prækvalificeret til at byde på entreprenørarbejdet med Cityringen, men trak sig i sidste måned fra udbudsrunden. Hos MT Højgaard, der samme med to andre konsortier stadig er med i tilbudsrunden, vurderer koncerndirektør Peter Kofoed, at projektet med den nye cityring er risikofyldt, men har alligevel valgt at blive i konkurrencen. I de nye krav til Cityringen bliver for eksempel al forsinkelse ved myndighedsbehandling entreprenørens ansvar. Det er en meget vidtgående kontraktbetingelse, som er svær at prissætte for entreprenøren, vurderer Ole Hansen, der er lektor i entrepriseret ved Københavns Universitet. Metroselskabet henviser til, at selskabet følger reglerne.
Børsen side 10-11.