MetroXpress A/S opnåede i år 2005 et overskud før finansielle poster og skat på 25,2 mio. DKK mod et overskud i 2004 på 4,8 mio. DKK. Overskudsgraden blev på 19%.
– Det er et resultat, som er noget bedre end forventet. Året blev blæst i gang med det danske folketingsvalg og det lykkedes os at fastholde niveauet og slutte året med en samlet netto salgsfremgang på 34% i forhold til 2004, udtaler selskabets administrerende direktør, Søren Riis.
Overskuddet kom i hus i et år, hvor der endnu engang blev investeret i produktudvikling og øget oplag. Således var det gennemsnitlige daglige oplag 24.197 større i år 2005 end i 2004.
I 2006 forventer ledelsen både et større salg og et større overskud end i 2005.
– Vi har haft et meget fornuftigt cashflow og har betalt så meget tilbage af den investerede kapital, inklusive renter, at vi forventer at have betalt hele den investerede kapital tilbage i år 2008, udtaler Søren Riis.