Jakob Høyer, tidligere chefredaktør for gratisavisen MetroXpress, bliver ny kommunikationsdirektør i DSB. Den 39-årige Jakob Høyer tiltræder stillingen den 1. november.
Han afløser Anna Vinding, der bevarer sin tilknytning til DSB i en stilling, hvor hun som chefkonsulent på deltid skal rådgive koncernens ledelse i kommunikationsspørgsmål.
DSB’s ny kommunikationsdirektør har de seneste fire år udfyldt jobbet som chefredaktør hos MetroXpress A/S. Her havde han først og fremmest ansvaret for gratisavisen MetroXpress og på det seneste også for en anden avis i samme genre, 24 timer.
Høyer har tidligere bl.a. været kulturreporter og redaktionsleder på Jyllands-Posten, før han blev særlig rådgiver for daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K). Han nåede også posten som kulturredaktør på Berlingske Tidende, inden karrieren førte ham til MetroXpress.
Ritzau