Målet med at redesigne Metroxpress er at give en klarere inddeling af nyheder og andre sektioner og tilfører en række nye elementer til avislæsningen med mulighed for både kortere nyheder og større mængder viden i fakta, grafik og foto-elementer.
Og så skal det blive nemmere at dele de unikke artikler og billeder, der kommer fra hver af de 20 lande eller fra hovedredaktionen i London, fortæller administrerende direktør Per Mikael Jensen, Metro International.
– Dette er meget mere end blot et nyt design. Det er en transformation af hele avisen til at få endnu mere kvalitet til læserne, udtaler han.
Det nye design er skabt af den prisbelønnede avisdesigner Al Trivino, der i 2004 fulgte op på det globale redesign, danske Ribergård & Munk havde gennemført samme år. Det design blev skabt af avisens medstifter Pelle Anderson tilbage i 1995.
Al Trivino står også bag design af aviser som Sunday Times, New York Post og senest The London Paper.
Det nye avis-design tilfører ifølge avisens danske chefredaktør meget mere dynamik.
– Metroxpress er og bliver den mest innovative avis i Danmark – og i resten af verden. Dét markerer vi med det nye design, der giver læserne en skarpere og mere moderne og dynamisk avis – og en masse nye oplevelser, siger Jakob Høyer.
MetroXpress er ifølge TNS Gallups Aktualitetstal det mest læste dagblad i Danmark med 490.000 læsere i juni.