Gratis-avisen metroXpress har på kort tid opbygget en imponerende læserkreds, og fører klart over konkurrenten Urban, der udgives af Berlingske. Det viser en analyse fra Institut for Konjunkturanalyse (IFKA), der er foretaget i begyndelsen af oktober – 10 dage efter, at Urban kom på gaden og en måned efter, at metroXpress ramte markedet.
Selvom metroXpress således har et tidsmæssigt forspring, så mener direktør Jørn Thulstrup alligevel, at tallene bør bekymre hos Berlingske.
– Et nyt produkt får jo stor opmærksomhed i den første uge. Jeg mener grundlæggende, at man må sige, at metroXpress laver en bedre avis. De har en bedre distribution, et bedre lay-out og et bedre tryk. Urban har en typografi, som er svær at læse. Samtidig er der mere avis i metroXpress, som reelt dækker 80 pct. af det nyhedsbehov, som de fleste har, siger Jørn Thulstrup.
Analysen bygger på 455 interview blandt folk over 15 år, øst for Storebælt, og tildeler metroXpress 360.000 daglige læsere, mens Urban bliver noteret til 180.000.
I den første uge af oktober opnåede metroXpress kontakt med 700.000 mennesker, hvoraf 160.000 læste avisen alle ugens fem dage. Urban fik fat i 420.000, hvoraf 80.000 læste den alle ugens dage.
metroXpress har selv fornyelig offentliggjort en læseranalyse, der gav avisen et dagligt læsertal på 237.000. Analysen var dog foretaget tidligere end IFKAs analyse og omfattede desuden kun HT-området.
– metroXpress og Urban har en del læsere uden for HT-området. Der er ganske mange pendlere fra Vestsjællands og Storstrøms Amter. Det er en af forklaringerne. En anden er, at metroXpress’s læsertal er stigende. Om det bliver på bekostning af de betalte aviser, har vi endnu til gode at vide, siger Jørn Thulstrup. fin