Tilbudet er ikke åbent for hvem som helst, men MetroXpress er nu parat til at sælge side 2-3 til annoncører. Det er normalt at se magasiner fylde de første sider med annoncer, men det er formodentlig ikke set før i et dagblad.
– Men jeg tror ikke, man skal være så bange for læsernes reaktioner. Det vigtige er, at det er tydeligt, at der er tale om en annonce, og jeg tror, der er andre kreative annonce-ideer, der er mere farlige, siger adm. dir. Per Mikael Jensen, MetroXpress.
Avisen har i dagens udgave solgt side 2-3 til Telia, og samtidig sendt 30 ekstra bude på gaden, for aktivt at markedsføre både avisen og Telias annonce.
– Det her tilbud er et af vores bud på metoder til at overraske læserne med kreative formater, siger Per Mikael Jensen.
For at sikre overraskelsen vil side 2-3 kun blive solgt nogle gange om måneden, og der stilles også krav til karakteren af annoncen, som med Per Mikael Jensens ord bliver “markant dyrere”. fin