I de seneste dage har MetroXpress uddelt 140-150.000 aviser. Svenn Dam, der er bestyrelsesmedlem i selskabet, kan ikke afgøre, om det skyldes ugens dramatiske begivenheder, men han konstaterer, at uddelingen af de lovede 130.000 aviser under alle omstændigheder går uden problemer.
– De første 14 dage har vist et udpræget behov for avisen, og gratis-markedet ser ud til at være større end, vi havde regnet med, siger Svenn Dam og slår fast, at introduktionen er gået mere gnidningsfrit end forventet.
Berlingske ventes at præsentere sin konkurrent til MetroXpress i næste uge, og direktør Lasse Bolander sagde i går til Markedsføring, at han ikke tror, der er plads til begge aviser: – Vi vil overleve, for det er vores marked, mens MetroXpress kun er en avis i mange byer, sagde han og karakteriserede MetroXpress som en avis med samme indhold som i en radio- og tv-avis og uden holdninger. Lasse Bolander sagde desuden, at koncernens modtræk vil blive en helt anden avis.
Svenn Dam vil ikke ind i en diskussion om behovet for en anden type gratis-avis.
– Det er svært at sige noget om koncepter på nuværende tidspunkt, og grundlæggende er det jo også læserne der afgør det, siger Svenn Dam