En dansk kunstner vil blande sig, når den schweiziske by Davos til januar igen lægger gader til årets World Economic Forum. Der er tale om en særdeles prestige-betonet begivenhed, som hvert år samler en lang række af det globale erhvervslivs absolutte topchefer samt politiske ledere og som derfor karakteriseres som et topmøde.
Kunstneren Michael Brammer har altid haft en forkærlighed for reklame og erhvervsliv, og har ofte stået bag spektakulære events. F.eks. indgik han for nogle år siden en et-årig kontrakt med Volvo, hvor der ikke var noget indhold i konstrakten – udover at han for et beløb skulle komme med forskellige forslag til kunst/events – hvis han altså kom på nogen ideer.
I Davos skal han sammen med World Economic Forums Managing Board skabe kunstneriske ideer på et helt frit grundlag. Ideerne skal præsenteres til topmødet i 2005.
For Michael Brammer er det et erklæret mål, at samarbejdet fører til flere kontakter mellem alverdens kunstnere og det internationale erhvervsliv.