– Greed is good, sagde skuespilleren Michael Douglas i rollen som den korrupte finansjonglør Gordon Gekko i filmen Wall Street for 25 år siden.  En rolle som i sin tid indbragte Douglas en Oscar.

Nu har den berømte skuespiller imidlertid påtaget sig en ganske anden rolle – nemlig at hjælpe FBI i jagten på virkelighedens ”Gordon Gekkoer”.

Det sker i en film – en 60 sekunders såkaldt ”public service meddelelse” – fra det amerikanske forbundspoliti, FBI.

I filmen optræder Douglas i de første klip som Gekko, for derefter at indtage rollen som sig selv.

-Jeg spillede en grådig topchef, som snød sig til profit, mens uskyldige investorer tabte deres opsparing. Filmen var fiktion, men problemet er reelt. Hvis en deal ser ud til at være for god til at være sand, så er den det formentlig også, siger han i spottet.

Filmen har netop haft premiere i USA og indgår nu som en del af en fire måneder lang kampagne fra FBI, der skal mindske mængden af insiderhandler og anden børssvindel.

Se filmen her.