47 årige Michael Ritto udvider sine kompetencer fra musikkens verden og ind i filmens verden med den nye udnævnelse som administrerende direktør for Nordisk Film.
– Michael Ritto er et oplagt valg som administrerende direktør for Nordisk Film. Han er bade kreativ og en god forretningsmand. Jeg er sikker på, at han vil komme med masser af nye ideer til Nordisk Film og sikre, at vi fortsætter med at skabe spændende historier og oplevelser gennem de visuelle medier., siger Steffen Kragh, CEO for Egmont koncernen, der ejer Nordisk Film.
–Nordisk Film er for mig en fabrik af drømme og ideer, som med sin 100-årige historie, er den ideelle legeplads, hvor kreative mennesker kan give deres talent frit løb og producere god underholdning til forbrugerne. Jeg er stolt over at få muligheden for at lede et selskab, som er en vigtig del af den danske kulturarv. Hele mit liv har jeg arbejdet med at hjælpe kreative mennesker udfolde sig i den rette balance mellem kreativitet og kommercielle vilkår. Vi har mange spændende udfordringer, som jeg glæder mig til at løse, siger Michael Ritto
Michael Ritto begyndte sin karriere i pladeindustrien i 1974. I 1978 etablerede han Medley Records sammen med Poul Bruun, efterfulgt af 12 år som administrerende direktør for EMI. I 2004 grundlagde han, sammen med Benny Bach, MBO, The Music Business Organisation, som for tiden er Danmarks førende musikselskab.
Michael Ritto erstatter Ole Larsen, konstitueret administrerende direktør for Nordisk Film, siden Kenneth Plummer stoppede i august 2005.
MBO – en del af Nordisk Film
Nordisk Film har samtidig med udnævnelsen af Michael Ritto købt sig ind i MBO og har option på at kunne købe op til 50 procent af firmaet. MBO har business i Danmark, Norge og Sverige og består af en række af helt eller delvist ejede pladeselskaber: Copenhagen, RecArt, CMC, Alarm og My Way Music.
Bevæggrunden for at købe sig ind i musikbranchen er, at musikken har mere og mere tilfælles med film- og spilindustrien, og derfor forventer MBO og Nordisk Film, at der er mange muligheder for synergi. Produkterne bliver ofte solgt i de samme butikker og købes af de samme forbrugere, og samtidig er arbejdsprocesserne meget ens, når det kreative miljø skal bearbejdes. MSOL