En øget mulighed for at opretholde privatlivets fred på nettet, kan sætte en stoppe for adfærdsbestemt online-annoncering, og dermed bringe en af e-markedsførings mest hypede værktøjer i fare.
Det har ellers været et af de mest slagkraftige argumenter for onlineannoncering gennem længere tid, at reklamerne kan målrettes den enkelte bruger via dennes adfærd på nettet.
Men den nye version af Microsofts Internet Explorer har en ”InPrivate Browsing-Funktion”, der gør det let for brugeren ikke at efterlade sig spor på nettet, og derved gør det umuligt for diverse hjemmesider at danne sig et billede af de besøgendes søgehistorik og købevaner. Det skriver computerworld.dk.
Reklamer – Nej Tak
– Når folk besøger en hjemmeside, foregår der en masse ting bag kulisserne, og det kan man bare vælge at slå fra nu. Det vil give mindre præcise reklamer, som svarer til et “Reklamer – nej tak” skilt på hoveddøren, siger Microsofts danske teknologidirektør, Jasper Hedegaard Bojsen.
Torsten Bruun er direktør for Gemius, der er et onlinemåleinstitut. Han mener, at InPrivate Browsing vil ramme danske e-firmaer.
– Rigtig mange danske virksomheder skræddersyr i stigende grad indholdet på hjemmesiden efter brugernes adfærd, hvilket ikke bliver muligt. Indtil videre har det ellers været dem, der arbejdede med det personrettede indhold på hjemmesiden, der fik succes, siger Torsten Bruun.
Godt 86 pct. af danskerne bruger Internet Explorer, mens 12 pct. bruger Mozilla Firefox, der har en lignende funktion.
ac