Microsoft Danmark er nu gået i gang med endnu en fyringsrunde, der tirsdag kostede 20 af de 450 ansatte i salgs- og marketingafdelingen i Hellerup jobbet.
– Vi bliver i Danmark også berørt af de tilpasninger, som er blevet meldt ud fra USA, og derfor har vi gennemført en mindre tilpasning i Danmark, hvor vi har været nødt til at opsige mindre end fem procent. Det er selvfølgelig ikke sjovt, og det er hårdt for de berørte, siger Microsoft Danmarks administrerende direktør, Jørgen Bardenfleth til Computerworld.
I januar blev 75 medarbejdere fyrede i Microsofts danske udviklingsafdeling. Dengang blev det meldt ud, at selskabet på verdensplan skal afskedige 5000 medarbejdere inden sommeren 2010.
Men ifølge en mail fra topchef Steve Ballmer sendt til virksomhedens medarbejdere, kan der være endnu flere fyringer på vej.
ac